Så mange nordjyder er glade for naboen
Nordjylland med i toppen, når det gælder godt naboskab, viser undersøgelse
Opdateret 23. maj 2022 kl. 11:50
NORDJYLLAND: Har du et godt forhold til din nabo?
Så er du ikke alene, for halvdelen af nordjyderne vurderer, at deres naboskab er godt.
Dermed ligger Nordjylland næsten i top blandt landsdelene, når det gælder godt naboskab, ifølge en undersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd og Trygfonden.
Kun i det sydlige Danmark er der lidt flere - 55 procent - som mener, de har et godt naboskab.
Et godt forhold til naboerne er vigtigt for tryghed og trivsel hjemme, og samtidig kan det være et fint udgangspunkt for nabohjælp og forebyggelse af indbrud, påpeger Det Kriminalpræventive Råd og Trygfonden.
- Vi vil generelt tage positivt imod det, hvis naboen tager initiativ til at etablere nabohjælp, konkluderer adfærdsforsker Mikkel Holm på baggrund af undersøgelsen.
Det Kriminalpræventive Råd og Trygfonden håber, at undersøgelsen kan være med til at få flere borgere til at gå sammen om at etablere nabohjælp for at bremse indbrud i private hjem.
• Fortæl naboen, når du skal være væk fra din bolig – aftal at de skubber posten ind ad brevsprækken, fylder skraldespanden eller parkerer deres bil i jeres indkørsel.
• Vær opsøgende og nysgerrig, når du færdes i dit boligområde og møder fremmede mennesker.
• Skab god belysning omkring boligen – så har tyven sværere ved at komme uset ind i boligen.
• Værdifulde genstande bør ikke kunne ses udefra. Mange tyve spotter værdigenstande gennem vinduerne.
• Brug evt. tænd/sluk-ure til lys og radio, så det ser ud som om, der er nogen hjemme.
• Lås dit skur eller ryd op så der ikke ligger redskaber i haven. Nogle indbrudstyve medbringer ikke værktøj, men finder det på gerningsstedet. Rod gerne med legetøj i haven og opvask på køkkenbordet. Så ser det ud som om, der er nogen hjemme.
• Lås dørene indenfor, når I tager væk i længere tid. Så bliver det besværligt for tyven at komme rundt i sin søgen efter værdigenstande.
• Gardiner, der er trukket for, gør det sværere at vurdere, om der er nogen hjemme, men "indhyl" ikke hele hjemmet i gardiner.
Kilde: Det Kriminalpræventive Råd/Trygfonden
Hvilken type nabo er du? Se mere på www.nabohjælp.dk/nabotyper
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.