Danmark

Så meget må du under sygdom - men pas på

Chefen og kollegaernes forargelse er dit største problem under sygdom

Arkivfoto

Arkivfoto

DANMARK:Efteråret er stærkt på vej, og med den også diverse influenzaer. Der er dog mange andre årsager, der kan holde dig hjemme fra arbejde.

Skal man så bare ligge i sengen og se halvdårlige tv-serier hele dagen? Nej, for du må faktisk gerne opretholde dit daglige liv. Grundlæggende gælder der to regler.

- Du må ikke foretage dig noget, der kan forhale din sygdom, og du skal sørge for, at din arbejdsgiver kan få sygedagpengerefusion, forklarer Klara Elisabeth Hoffritz, der er advokat for HK/Privat.

Det betyder, at du har ret til at opretholde dit normale liv med fritidsaktiviteter og socialt samvær, hvis det altså ikke forværrer din tilstand.

Ok med ferie

Videre må du også gerne rejse på ferie, hvilket kan have en positiv virkning, hvis eksempelvis man er langtidssygemeldt med stress.

Der er dog netop her, man skal huske på arbejdsgiverens mulighed for refusion af sygedagpengene. De bortfalder nemlig, hvis du rejser uden for EU, Norge, Island eller Lichtenstein.

At det er tilladt, er dog ikke det samme som, at det ikke kan koste dig jobbet, hvis din arbejdsgiver finder din ferie forargelig.

- Hvis arbejdsgiveren vitterligt vil af med dig, selvom du ikke har foretaget dig noget kritisabelt, kan det koste dem dyrt i form af en retssag, men i langt de fleste tilfælde mister du jobbet, siger Klara Elisabeth Hoffritz.

Holder øje med Facebook

Noget der virkelig kan forarge din arbejdsgiver, og også dine arbejdskolleger, er, hvis de kan følge med i din ferie og sociale samvær på Facebook.

Faktisk fylder Facebook-opdateringer mere og mere, når arbejdsgivere beskylder medarbejdere for at pjække fra jobbet hos HK/Privat.

- Det er bestemt noget, vi opfordrer vores medlemmer til at være påpasselig med, siger Klara Elisabeth Hoffritz.

På bilmesse med maveonde

Hos Dansk Arbejdsgiverforening bekræfter jurist Ann Marie Willemoes den tendens. Hun henviser til én af de seneste sager fra Vestre Landsret, hvor Facebook spillede en rolle.

En person havde sygemeldt sig med maveonde, men var så taget til bilmesse i København, hvilket var blevet lagt ud på Facebook. Så var personen blevet rask igen om mandagen.

- Så bliver det helt åbenlyst, at man snyder i det konkrete tilfælde, siger hun og påpeger, at det er stadfæstet ved domstolene, at man som udgangspunkt ikke må melde sig syg og så deltage i festlige arrangementer.

/ritzau/FOKUS

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst