Så meget tjener byrådsmedlemmerne

Husstandsindkomsten stiger, når man bliver valgt ind i byrådet - men om fire år kan den være faldet igen

Lars Hofmeister
Husstandsindkomsten stiger, når man bliver valgt ind i byrådet. Men pas på - om fire år er det måske allerede slut med de ekstra penge.
Frederikshavn 27. januar 2018 08:00 - Opdateret 27. januar 2018 08:54

FREDERIKSHAVN: Byrådsmedlemmerne i Frederikshavn Kommune tjener hver lidt over 90.000 kroner om året, og derudover får de cirka 30.000 kroner for hver udvalg, de er medlem af som for eksempel sundhedsudvalget eller socialudvalget.

Det skal også nævnes, at en formand for et udvalg får 230.000 kroner, mens borgmester Birgit Hansen (S) lige runder en million kroner for at være borgmester.

En af dem, som har været med i det politiske arbejde i mange år, er Bjarne Kvist (S), som i øvrigt får 100.000 kroner for at være viceborgmester - oven i de andre vederlag.

Og spørgsmålet er:

Tjener byrådsmedlemmerne nok?

- Det synes jeg jo, vi gør. Jeg var en af dem, der stemte imod, da vores vederlag skulle stige sidste gang. Men da borgmesterlønningerne steg, medførte det samtidig, at byrådsmedlemmerne også steg i løn, siger Bjarne Kvist, der med andre ord mener, at man efterhånden har nået grænsen for, hvor meget de folkevalgte skal modtage i vederlag.

- Jeg mener, at lønnen til byrådsmedlemmerne skal hænge sammen med, hvad almindelige danskere får i indkomst, siger Bjarne Kvist.

Han konstaterer, at et "almindeligt" byrådsmedlem, der sidder i to udvalg - som de fleste gør - får omkring 150.000 kroner årligt.

- Det er jo trods alt ikke et fuldtidsjob (hvis man ikke er borgmester). Og det skal ikke være lønnen, der gør, at folk går ind i politik. Det er en balancegang, for på den ene side skal byrådsjobbet være rimeligt lønnet. Men det skal heller ikke være sådan, at det bare bliver et fedt ben, siger Bjarne Kvist.

Udover at få penge for det politiske arbejde i byrådet, er der også andre poster, som kan give en indkomst.

Formanden for Frederikshavn Forsyning A/S har tidligere fået en årsløn på 240.000 kroner, mens næstformanden fik 120.000 kroner.

I følge NORDJYSKES oplysninger vil de to lønninger i Forsyningen dog blive sat kraftigt ned, hvilket sker i løbet af februar.

Det sker som en konsekvens af kritikken af høje direktørlønninger i kommunen.

Hermed en oversigt:

Borgmester Birgit Hansen (S) får 1.003.793 kroner om året.

Viceborgmesteren - Bjarne Kvist (S) - får 100.379 kroner.

For at være medlem af byrådet får du 91.476 kroner om året (et beløb alle byrådsmedlemmer får).

For at være medlem af et udvalg (for eksempel socialudvalget) får du derudover 29.704 kroner om året pr. udvalg.

For at være formand for et udvalg får du årligt 230.872 kroner.

De seneste år fik formanden for Frederikshavn Forsyning A/S 240.000 kroner (det beløb bliver dog sat ned senere på året).

Bestyrelsesmedlemmerne i henholdsvis Skagen Havn og Frederikshavn Havn får 47.676.15 kroner om året.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...