Så sin stjålne bil i fjernsynet

Jakob Lorentzen fik sin bil igen. Foto: Kurt Bering

Jakob Lorentzen fik sin bil igen. Foto: Kurt Bering

JERSLEV/AALBORG:23. december fik Pernille Bech Hansen og Jakob Lorenzen fra Jerslev stjålet deres bil. Mandag aften så de den pludselig i fjernsynet og kørte straks til Aalborg, hvor bilen stod dækket af en halv meter sne. Bilen blev stjålet 23. december klokken 7 om morgenen fra Sdr. Ringgade 44 i Jerslev. Pernille Bech Hansen havde ladet motoren køre for at varme bilen op til deres tre-årige søn Simon, der skulle køres i børnehave. Da hun kom ud med sønnen, var bilen væk. I aftes blev parret ringet op af en bekendt, der mente, at det var deres bil, der var på tv. Pernille og Jakob skyndte sig hen til fjernsynet. Og rigtigt nok. Pernille og Jakob genkendte straks deres Peugeot 906. De fik fat i Jakobs far, Jens Peter Lorenzen, og så gik turen ellers til Aalborg. De fandt den i Istedgade. 23. december fik Jakob ellers travlt med at skifte alle låse i huset ud. - Vi har hørt om en lignende episode, hvor hele huset blev ribbet for værdier. Det ville vi forhindre. Familien er glade for at have bilen hjemme igen. Der er nemlig problemer med forsikringen, når man lader nøgler sidde i bilen.