EMNER

Så skal der stemmes igen i Hals

HALS: Så skal Halsboerne til stemmeurnerne igen. Men denne gang gælder det menighedsrådsvalget, som finder sted 9. november alle steder, hvor der er indleveret mere end e'n liste. Alle stemmeberettigede i Hals får tilsendt valgkort 3. november, for her blev der indleveret to lister, "Kirken og lokalsamfundet" samt "Hals Listen". Denne demokratiske proces finder sted i konfirmandstuen, Skovsgårdsvej 4, Hals. Alle der er fyldt 18 år er stemmeberettigede, også hvis man fylder år på valgdagen. Hvis der er nogle vælgere, som er forhindret i at møde frem på valgdagen, kan der brevstemmes ved henvendelse til folkeregistret tre dage før, og ønsker nogle vælgere gratis befordring til valgstedet, skal de rette henvendelse til Kirkekontoret, Østergade 30, Hals. Det kan ske, at vælgere der er valgberettigede ikke modtager et valgkort. Så skal de straks henvende sig til valgbestyrelsen, ved formand Birgit Dahl, Østerled 3, Hals. I V. Hassing Sogn blev der indleveret e'n liste, hvorfor der ikke foretages valg. Det blev: Niels Jørgen Gaarn, Lisbeth Andreasen, Tommy Hvedhaven, Knud P. Højer, Herlene Knudsen, Kjeld Larsen, Hanne Johannsen, Heidi Søndergaard og Jens Andreasen.