Danmark

Så skal der strammes: Her er DF’s syv udlændingekrav

Dansk Folkeparti vil have flere af regeringens egne udlændingeforslag vedtaget sammen med finansloven

Arkivfoto: Scanpix

Arkivfoto: Scanpix

DANMARK:De fire partier i blå blok har under forhandlingerne i Finansministeriet vist sig at være enige om syv udlændingestramninger. Forslagene kom oprindeligt fra regeringens 2025-plan.

Dansk Folkeparti vil nu have de syv stramninger vedtaget under forhandlingerne om finansloven. Senere venter flere krav i 2025-forhandlingerne, hvor LA vil fremsætte krav om lavere topskat.

De syv punkter er ifølge DF:

1) En nødbremse, som gør det muligt at afvise asylansøgere ved grænsen. Der skal indføres en lovhjemmel, som giver mulighed for at afvise asylansøgere ved grænsen til et sikkert land.

Nødbremsen vil kunne anvendes, hvis der opstår en krisesituation, hvor det såkaldte Dublin-system formelt set stadig fungerer, men hvor samarbejdet reelt er ophørt med at fungere, og hvor situationen kommer ud af kontrol.

2) Styrket nærområdeindsats. Med en stærkere indsats i nærområderne kan Danmark hjælpe flest og bedst og samtidig bidrage til, at færre mennesker begiver sig ud på en lang og farefuld flugt mod Europa og Danmark. Derudover tager Danmark ingen kvoteflygtninge i 2016.

3) Ro og orden. Sikkerheds- og kontrolindsatsen på udlændingeområdet samt efterretningstjenesternes forebyggende og efterforskningsmæssige indsats skal styrkes yderligere. Der skal ligeledes arbejdes målrettet med ro og orden i og omkring asylcentrene og sættes ind over for tiggeri og gadegrupper, som skaber utryghed.

4) Strammere regler for ophold i Danmark. Der skal stilles større krav på en række områder til de flygtninge og indvandrere, som ønsker at opnå permanent opholdstilladelse i Danmark.

5) Øget udsendelse og frivillig hjemrejse. Flere afviste asylansøgere skal sendes ud af landet. Det kræver et tæt samarbejde med hjemlandene. Samarbejdet og dialogen skal styrkes med disse lande. For udlændinge, som har opholdstilladelse i Danmark, skal det gøres mere attraktivt at vende tilbage til deres hjemlande ved at forhøje den økonomiske hjælp.

6) Øget brug af optjeningsprincipper for velfærdsydelser. Et nyt beskæftigelseskrav for borgere på integrationsydelse, så overgangen til uddannelses- eller kontanthjælp ud over ophold i Danmark i syv ud af de seneste otte år yderligere betinges af, at man har haft fuldtidsbeskæftigelse i sammenlagt to et halvt år inden for de seneste otte år. Stramning af optjeningskrav for at opnå ret til fuld førtids- og folkepension - samt stramning af opholdskrav for at opnå ret til fuld børnecheck og børnetilskud.

7) Konventioner. Der er behov for at se kritisk på den måde, som den dynamiske fortolkning af konventionsteksterne i praksis gennem årene har bragt rækkevidden af konventionerne ud af trit med de oprindelige intentioner. Der skal arbejdes for, at vi kommer tilbage til de oprindelige beskyttelseshensyn. Regeringen har udtalt, at der skal fokus på dette under det kommende danske formandskab for Europarådet.

Kilde: Dansk Folkeparti.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Ingen afsluttende prøver for 9. og 10. klasser: 15. april åbner institutioner og skoler for 1.-5. klasse
Luk