Udland

Så skarpt er fronterne trukket op i EU

Den tyske kansler advarer mod fælles gæld i EU, mens blandt andre den spanske premierminister presser på.

Så skarpt er fronterne trukket op i EU

Torsdagens og fredagens EU-topmøde i Bruxelles står nok engang i gældskrisens tegn.

Der er udsigt til livlige diskussioner og hårde ordvekslinger mellem de 27 stats- og regeringschefer om unionens fremtid og euroobligationer.

* EU's præsident foreslår sammen med formændene for EU-Kommissionen, eurogruppen og Den Europæiske Centralbank vidtrækkende reformer, som lederne skal give dem mandat til at udarbejde en køreplan for til december:

- En bankunion for alle 27 medlemslande med et fælles banktilsyn og en fælles indskydergaranti og en mekanisme, der kan håndtere bankkrak.

- En finanspolitisk union, hvor eurolandene afgiver suverænitet over deres finanslove og i højere grad afstemmer, hvor meget gæld de må stifte. På længere sigt måske med en fælles finansminister.

- Muligheden for at udstede euroobligationer, hvor eurolandene hæfter samlet for hinandens gæld.

* Forslagene er langtfra blevet modtaget med begejstring i Tyskland, hvor forbundskansler Angela Merkel onsdag har sagt følgende:

- Jeg frygter, at der på topmødet igen bliver snakker alt for meget om alle mulige idéer til fælles hæftelse og alt for lidt om bedre kontrol og strukturtiltag.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er Merkel med sin strikse sparekurs dog efterhånden isoleret i EU, hvor det kun er Holland og Finland, der ihærdigt støtter hendes kurs.

Men da hun sidder med pengepungen, kan resten af EU ikke tromle hende.

* I den modsatte grøft står det kriseramte Spaniens premierminister, Mariano Rajoy.

Op til topmødet advarer han om, at hans land har svært ved at optage nye lån på finansmarkederne, nu da renten på Spaniens 10-årige statsobligationer er tæt på de syv procent.

- Det mest presserende tema er finansieringen. Vi kan ikke blive ved med finansiere os selv særligt længe.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.