Lokalpolitik

Så skete det igen: Brok med S-baglandet i øst

SOCIALDEMOKRATISK:Vi har nu haft skriftlig afstemning om, hvem der skulle være den socialdemokratiske borgmesterkandidat i den nye Rebild Kommune, og det blev kandidaten fra Støvring, der fik flest stemmer. Det er for mig ikke et personspørgsmål, men det er erfaringen, der tæller. Med deltagelse i de seneste syv kommunevalg, så er min opfattelse den, at erfaring og taktik er hovedspørgsmålet. Det er jeg sikker på, at alle øvrige opstillingspartier vil give mig ret i. I den tid de kommunale forhandlinger om Rebild Kommune har stået på, har jeg kun hørt, at Støvring og Nørager havde ingen socialdemokratisk borgmesterkandidat, deres kandidater gik ikke efter borgmesterposten. De ville støtte Børge Olsen med hans erfaring som politiker m.v. gennem snart 25 år. Ud derfra kom det bag på mig, at der på mødet i Rebild var to opstillede kandidater. Børge Olsen med 25 års erfaring heraf 10 som borgmester, og Klaus Anker Hansen med fire år som byrådsmedlem. Resultatet af afstemningen blev, at Klaus blev valgt, som han ønskes tillykke med. Jeg håber så, han ved med de fire års erfaring, hvilke krav en sådan post indebærer både før, under og efter valget. Hvad er årsagen til dette valg? Jeg har fået refereret fra NORDJYSKE Stiftstidende, at den socialdemokratiske ledelse i Øst har anbefalet at stemme på Støvrings kandidat. Spørgsmålet må være, har ledelsen opfordret Støvring til at opstille en kandidat? Rent ud sagt: Hvorfor kom I ikke med det på kandidatmødet i Rebild, så vi kunne have fået debatten der, fremfor her bagefter i avisomtale. For mig at se er Børge Olsen blevet "røvrendt" af en del af sit bagland, men det kommer ikke bag på mig. Og så kan jeg kun sige: "Så skete det igen". Ser vi tilbage på de senest 6-7 kommunevalg, hvor Jens Møller først blev valgt og hans efterfølger Inger Petersen, og siden nuværende Børge Olsen, så har der aldrig været et godt politisk samarbejde med Socialdemokratiet Øst, som har kostet os mandater og for ikke at glemme LO-Skørping, hvor står de? Dette kommunevalg er det vigtigste siden kommunalreformen i 1970, og jeg kan se efter det valgmateriale, jeg har liggende siden 1970, at det er erfaring og godt kendskab til det kommunale system gennem mange år, der giver resultat, hvor borgmestereffekten har været meget afgørende, derfor forstår jeg ikke medlemmernes afgørelse. Det er ikke et sognevalg, men et politisk valg, hvor det er afgørende at få flertal i den kommende Rebild Kommune. Med tabet af Børge Olsen som borgmesterkandidat, og står beslutningen ved magt, at han trækker sig som kandidat på listen, mister Skørping Kommune en kandidat, der kender Skørping Kommune i detaljer. Dermed frygter jeg, valget er tabt, og der vil gå mange år, før det er rettet op. Derfor vil jeg opfordre den socialdemokratiske fællesledelse til at tage en drøftelse med Socialdemokratiet i Støvring og Nørager, evt. sammen med den nye borgmesterkandidat, for ar drøfte igennem, hvad posten indebærer.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst