Så skinnede solen på HI

Efter modvind i en udvisningssag får holdet nu tre point foræret fra et andet opgør

HJØRRING:For nylig måtte Hjørrings 2. divisionshold i fodbold, og Kasper Bræmer i særdeleshed, føle, at de ikke mødte megen imødekommenhed, da en udvisning af Bræmer efterfølgende blev erkendt fejlagtig af kampens dommer, da vendelboerne tabte 1-2 til Varde. Trods indrømmelsen var der intet at hente for Hjørring, da man nedlagde protest, hverken pointmæssigt eller hvad angik karantæne-lempelse til Kasper Bræmer. De tog det i stiv arm i Hjørring, og sagde, at man ikke ville forfølge sagen, men kigge fremad. Og så kom "kompensationen" så i går, fra uventet kant - og uden sammenhæng med den pågældende situation i øvrigt - da Hjørring blev tilkendt en 3-0 sejr i et andet 1-2 nederlag, 16. oktober mod Holstebro. Det viser sig nemlig, at vestjyderne i den kamp anvendte en spiller, som retteligt burde være i karantæne. Holstebro har selv henvendt sig til DBU's disciplinærudvalg i sagen, og her har man fundet ud af, at Bo Thomsen retteligt skulle have haft karantæne i Holstebro's kamp mod Hjørring. En administrativ fejl i unionen gjorde, at Holstebro ikke blev oplyst om karantænen - men reglerne foreskriver, at en klub selv skal være opmærksom på, hvornår en spiller er i karantæne. Det fritager altså ikke klubben for ansvar, at en karantæne ikke er meldt ud fra unionens side, og derfor har Hjørring nu fået vendt et 1-2 nederlag til en 3-0 sejr. - Det var da utroligt, lød det umiddelbart fra sportschef Jesper Sønderkjøge i HI. Så er det vist første gang, vi har været heldige. - Men jeg forstår ikke, hvordan Holstebro kan lave sådan en fejl, for er der noget, vi er opmærksomme på, så er det strafpoint. Vi får indberetningerne, og vi ved, at vi selv skal holde rede på, at en spiller, der overskrider en karantæne-grænse, ikke må spille. - Så sidder der måske alligevel en deroppe, i en rød trøje, og fordeler sol og vind lige ..... Den ny pointdeling betyder pludselig, at HI kommer på fem points afstand af en nedrykningsplads - og det er netop Holstebro, der dumper derned. I dag skal HI'erne så selv søge at sparke tre point ind på kontoen, når de får besøg af B 1913, og efter tre nederlag på banen, må sejrs-appetitten være stor. - Jamen vi skal vinde, siger Jesper Sønderkjøge. Vi har spillet os frem til en hel del målchancer i de kampe, vi har tabt, men vi har ikke formået at sparke bolden ind, så jeg ved, at vores træner, Frode Langagergaard, har spurgt spillerne, om de var i stand til at se sig selv i spejlet. I samme spejl dukker der i hvert fald to nye ansigter op i dag, idet Kasper Bræmer og Morten Larsen er tilbage efter karantæne. Derimod er Morten Fjorbak tvivlsom og testes inden kampstart, mens Kenneth Pedersen må stå over med karantæne. - Vi skal ud og have en sejr, og den medvind, vi nu har fået lidt uventet, det må være et rygstød, vi kan bruge til at komme yderligere på afstand af bunden, håber Frode Langagergaard.