Frederikshavn

Så skydes der på fregatten

FREDERIKSHAVN:Frederikshavn Marineforening, med sine 86 år agten ude, er garant for mange maritime traditioner, som man dels selv afholder og dels afholder med eksempelvis Flådestation Frederikshavn. En af de traditioner, der igennem de 86 år har været fast på programmet straks i begyndelsen af oktober måned, er den årlige fregatskydning, som i år finder sted i Marineforeningens hus i Søndergade i morgen lørdag 5. oktober. Dagen starter med, at fregatkaptajn fra i fjor, Søren "Solskin" Nielsen, fra morgenstunden inviterer Marineforeningens samlede bestyrelse på morgenbord med en lille en til halsen. Når klokken er 10.00 affyres kanonen uden for Marinehuset, og flaget sættes. Så er der klar til, at fregatskydningen kan beskydes hele formiddagen, og hver gang noget centralt af skibet er skudt ned, udnævnes skytten til det ene så det andet, det være sig skibslæge, skibsdreng o.a., altsammen sker under stor festivitas.