EMNER

Så sprang østrogenbomben - igen

I går valgte både Fogh og Lykketoft at køre det virkelig tunge valg-artilleri frem. Det var hverken flere garantier eller noget, der kostede penge. Begge d'herrer var nemlig påfaldende tavse i går til trods for, at klimaks nærmer sig.

Det, som belejligt landede på kakkelbordene ved siden af søndagskaffen, var - deres kvinder. Mens beskæftigelsesminister Claus Hjort dagen igennem jagtede kvindestemmer med sit forslag om ligelønsstatistik - som regeringen ellers var imod før valget - fortalte Mogens Lykketofts kæreste Mette Holm endnu engang, denne gang til Jyllands-Postens læsere, at Mogens både er genert, dyb og et ordensmenneske. Umiddelbart et lidt spøjst træk, når S-kampagnen nu har haft så travlt med at messe, at det ikke handler om et valg mellem to personligheder, men om et valg mellem to politikker. Ved nærmere eftertanke har kampagnefolkene sandsynligvis skelet til, at den hidtigere strategi med løfter, garantier og 'forskellen på dem og os-snak', hverken har formået at overbevise de cirka 16 procent, som ifølge Rambøll Management stadig hører til blandt de eftertragtede tvivlere, eller at ændre på magtforholdet mellem de to blokke. Men måske kan et par procent rykkes ved at sammenligne 'førstedamerne'; den smarte, barnløse globetrotter Mette Holm ved siden af den mediesky Anne-Mette Rasmussen, hvis hverdag koncenterer sig om hjemmet og pædagogjobbet. Måske af samme årsag havde sidstnævnte takket nej til at stille op i Jyllands-Posten, så S-strategien faldt lidt til jorden. I stedet dukkede et andet feminint Fogh-indslag op i B.T., nemlig den gæve soldaterdatter Maria, som både kunne fortælle om faderens påholdenhed og hendes ubetingede kærlighed til ham. Samme stunt lavede Lykketofts datter, Kit, for et par uger siden i TV2's "Go'aften Danmark", efter sigende fordi hun var træt af mediernes myter og fordomme om hendes far. Desuden luftede aviserne billeder af Fogh, mens han tilfældigvis omfavnede sin Anne-Mette kærligt, og Lykketoft, mens han lige så tilfældigt holdt 'pause' i valgkampen i zoo med Mette, børn og børnebørn (og alle medier). Virker det? Til det amerikanske valg ytrede især kvinder, at de ikke kunne stemme på Kerry på grund af hans kontroversielle hustru, Tereza Heinz. Nuvel, USA er én ting, Danmark noget andet. I hvert fald indtil i morgen.