Lokalpolitik

Så stem dog ja

Politikerlede, forandringsangst eller dumhed? Hvorfor er vi så uvillige til at gøre, som politikerne siger, når de beder os om at sætte kryds i en stemmeboks?

Så var den der pludselig igen. Den der situation, hvor de folkevalgte politikere får et febrilsk udtryk i ansigtet, og sveden piler ned over panden. Hvor alle tanker løber i ring for at forstå, hvorfor befolkningen nu igen har gjort præcis det modsatte af, hvad et flertal af politikerne ellers anbefalede og har sat kryds ved nej. Den her gang, var det godt nok svenskerne, der lod det gå ud over euroen. Og godt nok var det kun to tredjedele af de svenske folkevalgte, som anbefalede et ja. Men resultatet var en lige så overbevisende lussing til politikerne som den, de danske vælgere leverede, da vi stemte om euroen i 2000. Og da vi stemte om Maastricht-traktaten i 1992. Og i øjeblikket bakser vor statsminister og hans følge med at finde en model, som kan få danskerne til at sluge en ny EU-traktat og afskaffe de danske forbehold. Hvad er det med os vælgere og folkeafstemninger? Er vi blevet så lede ved vore politikere, at vi er nødt til at protestere, så snart vi har chancen, eller er vi ganske enkelt bare forandringssky? Lad os et øjeblik forestille os, at vores politiske ledere kører en biks, hvor vælgerne er de ansatte. Nu vil de gerne lægge forretningen lidt om og have de ansatte med på ideen. - I en sådan situation vil folk typisk reagere ambivalent, med lige dele skepsis og forhåbning. De vil spørge; hvad er fordelen for mig, fortæller erhvervspsykolog Jesper Marcussen fra Green og Andersen. Lederne er derfor nødt til at formulere en klar vision og et attraktivt mål for medarbejderne. Samtidig skal de være tilpas stærke til at kunne sparke eventuelle sten væk på vejen, og de skal i troværdige og overbevisende vendinger - men uden at true - kunne forklare, hvorfor forandringen er så nødvendig. Har de ansatte dårlige erfaringer med kuldsejlede forsøg på forandring, er der på forhånd en mistro til ledelsen, som skal ryddes af vejen. - Det er et kæmpe forklaringsarbejde, som ledere er mere eller mindre gode til. Tit undervurderer de, hvor meget der skal kommunikeres ud om forandringen og visionen, siger Jesper Marcussen. Mangel på viden skaber usikkerhed og får de ansattes pendul til at svinge ud mod skepsis. Især hvis lederne begynder at udnævne hinanden til syndebukke, fordi projektet kører skævt. Fantasien sætter i sving, skræmmebilleder dukker frem, og nogle bliver måske direkte paranoide over for projektet. Således forretningsverden. Hvordan er det så typisk gået i den politiske verden med hensyn til at overbevise 'de ansatte'? For usaglige Meget dårligt, er en række fagfolk enige om. Folkeafstemningerne taler som sagt deres eget sprog. Det samme gør de utallige målinger, som gang på gang placerer politikeres troværdighed helt i bund. Hvad er det, de gør galt? For det første er politikerne for usaglige, når det kommer til en folkeafstemning, og for det andet har de ikke formuleret en klar vision for, hvad det er Danmark vil med EU, mener Jean Monnet-professor på Aalborg Universitet, Søren Dosenrode. - Tænk på, hvor mange gange, vi har fået at vide, at nu er unionen og integrationen stendød. Mens de fleste andre lande altid har vidst, hvad de arbejdede hen imod, har der i høj grad manglet en vision og et mål i den danske og også i den svenske debat. Vi har simpelthen ikke taget den grundlæggende diskussion om, hvad vi vil, siger han. I stedet for at have sine argumenter i orden og lagt dem ordentlig frem, har politikerne i alt for høj grad redet deres personlige kæphest, lyder hans kontante dom over de politiske ledere. Tag til Schweiz og lær af deres måde at holde folkeafstemning. De politiserer, når de har valgkamp, men diskuterer sagligt, når der er folkeafstemning, mener Dosenrode. Og folkeafstemninger har de i stride strømme. Når de bygger en skole eller laver andet, der har betydning for borgernes skatteprocent, eller når et vist antal borgere har skrevet under på, at de ønsker en afstemning om et spørgsmål. Det er noget, der bringer politikerne tættere på folket, mener Dosenrode. Kom ud af busken En saglig debat kræver åbenhed. Men både i Danmark og Sverige, har de politiske partier desperat forsøgt at uddele mundkurve til de medlemmer, som ville stemme mod partilinjen. Og medierne kører gladeligt med, for intern stridighed er altid en god historie. Den svenske statsminister Göran Persson gjorde det med sine skeptiske ministre under euro-afstemningen, og herhjemme har senest det socialdemokratiske Europaparlamentsmedlem Torben Lund, mærket kulden fra toppen, fordi han udtrykte sin skepsis over for den kommende EU- traktat. Reaktionen var klar. Hold kæft eller din post som formand for den socialdemokratiske EU-gruppe ryger. - Det er ikke tilladt at have sine egne meninger i de politiske partier, og det er en meget dårlig strategi. Det er klart, at der er en masse forskellige holdninger, det ved alle, men de må ikke blive sagt. Der er mange i Socialdemokratiet, som har sagt til mig, at de var enige, men alligevel tør ingen gøre indsigelser over for ledelsen, når det kommer til stykket, siger Torben Lund. Dermed respekterer politikerne heller ikke den skepsis, som også er i befolkningen. I stedet for at forsøge at komme med klare svar truer de folk til at stemme ja, og det vil folk ikke finde sig i, mener Torben Lund. Danmarks hidtil højest placerede embedsmand i EU og tidligere generalsekretær for Ministerrådet, Niels Ersbøll, opfordrer også til, at politikerne kommer ud af busken. - Hvis folk er uenige, skal de have lov til at sige det - de skal faktisk tvinges til at forklare hvorfor, for ellers er det jo for nemt bare at sige, at det kan jeg ikke lide. Det er først, når folk begynder at lægge deres argumenter frem, at man kan danne sig et billede af, om man er enig eller ej. Vi er alt for vant til en debat, hvor det bliver påstand mod påstand. Niels Ersbøll opfordrer også til, at de spørgsmål, befolkningen skal tage stilling til i forbindelse med folkeafstemninger, bliver formuleret langt klarere end vi er vant. For ellers sker der det, som er sket så tit, nemlig at debatten lynhurtigt kommer til at handle om alt muligt andet end de centrale spørgsmål. Og så løber skræmmebillederne frit om, hvad politikerne egentlig er ude på. Og her har politikerne ikke været gode nok, kritiserer Ersbøll. De skal erkende, at EU er et politisk projekt, som handler om fællesskab og solidaritet og ikke bare økonomi. Den erkendelse er på vej, men den har været lang tid undervejs. - Tidligere statsminister Krag lagde aldrig skjul på, at det var et politisk projekt, som han troede på, men siden hen har vi kørt den der defensive linje med; at det er ikke så galt, det er ikke så politisk og ikke så vidtgående, som det jo faktisk er blevet. Det er klart, den går ikke, folk er klogere end som så. Jeg tror, at når folk siger nej, er det også fordi, at de er utilfredse med den måde, de bliver behandlet på, og med rette, siger Niels Ersbøll. Lad os igen et øjeblik forestille os, at de politiske ledere styrer en biks, som hedder Danmark. Her forsøger lederne at gennemtrumfe en forandring, som kræver medarbejdernes gode vilje. Men de mangler åbenbart at fortælle, hvad det præcist drejer sig om. Og de glemmer at forklare, hvad målet er for virksomheden og komme med saglige og overbevisende argumenter for, hvorfor det er godt for medarbejderne. Så måske er det alligevel ikke så mærkeligt, at forandringsprojektet ikke formår at rive alle medarbejdere med sig.