- Så stor er hun

Svensk prins rørt til tårer, da han fortalte om den svenske kronprinsesse Victorias nyfødte prinsesse. Opdateret 07.35.

Peter Witten,
Den svenske prins Daniel fortalte torsdag morgen om fødslen. Han klippede navlestrengen. Foto: Scanpix
Graviditet 23. februar 2012 08:04

Den svenske kronprinsesse Victoria har født sit første barn natten til torsdag. Det blev en velskabt prinsesse, fortalte en stolt svensk prins Daniel til verdenspressen tidligt torsdag morgen på Karolinska Sygehuset i Stockholm. Rørt til tårer - Kronprinsessen har det strålende. Hun er så lykkelig, sagde den stolte nybagte far, der var rørt til tårer, da han fortalte, at han havde været ganske nervøs under fødslen. - Det er altid forbundet med visse risici at føde et barn. Men det gik jo godt, sagde den svenske prins. Royal vægt: 3280 gram Den nyfødte prinsesse vejer 3280 gram og er 51 centimeter lang. Hun blev født lidt før klokken halv fem natten til torsdag. Den lille ny bliver kong Carl XVI Gustafs og dronning Silvias første barnebarn, for hverken kronprinsesse Victorias lillebror, prins Carl Philip, eller lillesøster, prinsesse Madeleine, er gift eller har fået børn. Dermed bliver prinsessen nummer to i den svenske tronfølge. Prins: Giv os ro Prinsen bad pressen respektere, at den lille familie har brug for ro i den næste tid. Han ville ikke afsløre, hvad den nye prinsesse skal hedde. Han ser frem til at han får sin familie med hjem. - Jeg ved endnu ikke, hvor længe kronprinsessen skal blive her. Vi skal først rådføre os med lægerne, sagde prins Daniel. Fødslen forberedt Det svenske kongehus havde meldt ud, at kronprinsessen var sat til at føde i marts, men allerede fredag begyndte hospitalet at forberede den royale fødsel. Her spærrede Karolinska Sygehuset store dele af parkeringspladsen af angiveligt for at gøre plads til pressen. Ifølge avisen Aftonbladet ankom prinsessen til sygehuset i en sølvgrå BMW fulgt af to biler med sikkerhedspoliti. Kronprinsessen blev gift med den borgerlige Daniel Westling i juni 2010 i en følelsesladet ceremoni, hvor de begge måtte knibe en tåre. I august blev det så afsløret, at parret ventede deres første barn. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...