Så svært er det heller ikke ...

Ikke flere overskridelser omkring det nye koncerthus, lover DR’s nye formand

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

koncerthuset, der indvies i dag, er smertensbarnet i de kæmpestore budgetoverskridelser. Det blev en halv milliard dyrere end for-ventet. Foto: Heine A. Pedersen/Scanpix

DR’s nytiltrådte formand, Michael Christiansen, lægger ikke fingre imellem, når han skal beskrive den økonomiske opgave, som han og den øvrige ledelse i DR står over for. - Undskyld, at jeg siger det, men det er ikke atomfysik at styre DR’s økonomi, lyder det således indledningsvist fra formanden, der fra sit kontor lige kan ane DR’s koncerthus, der i dag indvies med et stort gallashow. Et koncerthus, der er blevet omkring en milliard kroner dyrere end oprindeligt budgetteret, og som af samme grund kostede den tidligere formand, Mogens Munk-Rasmussen, og flere andre bestyrelsesmedlemmer formandsposten. Ikke desto mindre stiller Michael Christiansen på forhånd store krav til den fremtidige økonomistyring. - Det specielle ved DR er jo, at vi i modsætning til andre firmaer kun skal koncentrere os om udgiftssiden. Vi er ikke afhængige af svingende indtægter, for de kommer af sig selv via licensen. Vi skal ikke engang sørge for et overskud, det skal bare løbe rundt. Så det eneste, vi skal bekymre os om, er det output, der kommer fra DR. Så ærlig talt, jeg har altså haft større udfordringer end dét, forklarer Michael Christiansen, der også er bestyrelsesformand i en række private virksomheder. Som en privat virksomhed Han tilføjer dog, at DR efter hans mening til gengæld i det daglige skal drives, som var det en privat virksomhed, hvor man hele tiden “jagter de løsgående administrationskroner”. Ligesom han understreger, at han har stor tiltro til, at den nuværende daglige ledelse af DR er på rette spor i forhold til økonomistyringen. Og Michael Christiansen tør da også godt garantere, at der ikke kommer flere historier om nye budgetoverskridelser på koncertsalen. - Det var det første, jeg spurgte om, da kulturministeren (i starten af november, red.) spurgte mig, om jeg ville være formand. Og havde der ikke været styr på den del på det tidspunkt, ville det være for sent for mig at rette op på det, og så ville jeg have sagt nej, siger Michael Christiansen. Siden udnævnelsen har han brugt tiden på at mødes og tale med så mange chefer og mellemledere som muligt i den næsten 3000 medarbejdere store organisation. - Som bestyrelsesformand for DR er det min opgave sammen med den øvrige bestyrelse at bidrage med input til de fireårige medieforlig, som Folketinget laver. Jeg er ansat af Folketinget og regeringen til at være en kvalificeret med og modspiller for DR. Det kan man ikke være, hvis man ikke kender organisationen indefra, lyder hans begrundelse. Konkurrence er nødvendig På sin “tour de DR” har det mest overraskende for Michael Christiansen været, at medarbejderne tilsyneladende har lagt massive spare- og fyringsrunder i kølvandet på budgetoverskridelserne bag sig. - Jeg troede jo lidt, at jeg skulle ud og puste ild i selvforståelsen, men det har slet ikke været nødvendigt. Omvendt skal vi stedse passe på ikke at havne i den modsatte grøft med for stærk en selvfølelse som for 20 år siden, før TV2 brød monopolet, forklarer han og tilføjer, at det derfor - oprigtig talt - glæder ham, at Folketinget forleden lavede en redningsplan for TV2. - Det er jo en luxus at kunne glæde sig over konkurrence fra TV2. Det kan vi jo kun, fordi DR som licensfinansieret ikke hele tiden skal kæmpe for sit liv på markedsvilkår. Vi har råd til at være glade for konkurrence, og DR fungerer bedre med end uden konkurrence. Uden konkurrence ville DR eksempelvis - tror jeg - være knap så skarpe på nyhedsfronten. Og vi skal hele tiden blive bedre. Michael Christiansen har aldrig været bange for at sige sin mening. Det var han heller ikke, da han før sin tiltræden som DR-formand under et foredrag i Holstebro kaldte DR’s store satsning, X Factor, for “åndsvagt”. Men på trods af sin markante facon er DR-formanden ikke nogen “Thomas Blachmann”. På spørgsmålet, hvilken af de tre X Factor-dommere han ifølge sig selv minder mest om, falder valget hurtigt: - Jeg tror, det er hende pigen i midten./ritzau/