EMNER

Så ta'r vi cyklerne frem...

Himmerlandsstien bliver centrum for et væld af aktiviteter

sTORE CYKELDAG bliver markeret på Himmerlandsstien i juni. Arkivfoto

sTORE CYKELDAG bliver markeret på Himmerlandsstien i juni. Arkivfoto

Sidste år Stistival, i år store cykeldag... Himmerlandsstien bliver ganske som sidste sommer centrum for et væld af aktiviteter en forhåbentlig varm dag i juni. - Stistivalen sidste år krævede rigtig mange ressourcer af foreningerne i byerne langs Himmerlandsstien. Derfor lægger vi i år op til et mindre projekt i år. Meget gerne med ambitioner, men uden det skal koste så mange kræfter, fortæller afdelingschef Else Berntsen. Aktiviteterne på Himmerlandsstien er fastsat til 8. juni, hvor der er store cykeldag over hele landet. Allerede torsdag i næste uge har Kultur- og fritidsforvaltningen inviteret en lang række foreninger til et møde på forvaltningen i Løgstør, hvor man kan byde ind med ideer og forslag. Og der er helt åbent, hvad der skal foregå. - Vi har ikke nogen faste beslutninger om aktiviteter, men kommunen vil gerne benytte dagen til at indvie madpakkehuse og de nye pitstop langs stien, forklarer hun. Else Berntsen håber, at en række foreninger vil byde ind med supplerende småarrangementer. - Det behøver ikke nødvendigvis være foreninger, der hører til ved cykelstien. Det kan være foreninger andre steder, der laver en cykeltur, der lægger ruten forbi en del af stien, forklarer Else Berntsen. Hun pointerer, at målet er at gøre det til en tradition at lave arrangementer i forbindelse med Himmerlandsstien. - Jo flere der kommer ud at prøve stien, jo mere afhængig bliver man af den.