Journalistik

Så tæt på, men alligevel i en helt ny verden

BRØNDERSLEV: Ny på arbejdspladsen, ny i byen og ny i landsdelen. Sådan kan situationen kort beskrives for mig, Nordjyske Stiftstidendes nye mand på Brønderslev- redaktionen, selvom det sidste nu ikke er helt sandt. For jeg er ikke helt ny i Vendsyssel. - Jeg har godt nok boet de sidste ni år syd for fjorden, i Aalborg, Århus og Vejle, men jeg boede de første 16 år af mit liv i Vodskov, kun få kilometer syd fra Brønderslevs kommunegrænse. Derfor er det også med en sjov oplevelse at indtræde på scenen her i Brønderslev. For selv om det er meget tæt på min fødeegn, så er byen alligevel meget ny for mig, og jeg kender kun få mennesker i kommunen. Derfor håber jeg, at I vil tage godt imod mig og hjælpe mig med at skrive de gode, lokale historier, der enten mangler at blive fortalt eller måske kunne trænge til at genfortalt på en ny måde. Der er ikke noget bestemt stofområde, jeg foretrækker at skrive om i forhold til andre. Personligt interesser jeg mig mest for historie, politik og sport, men de første halvandet år på Danmarks Journalisthøjskole har givet mig et bredere perspektiv rent journalistisk. Så er der ingen grund til at være tilbageholdende, hvis I føler, at vi overser en god historie på redaktionen. Ring, skriv eller kom forbi. For de næste seks måneder vil jeg være tilstede i Brønderslev. Jeg glæder mig meget til at møde jer alle og håber, at mine artikler vil blive vel modtaget.