EMNER

Så var den gal igenhos Venstre

Venstre har det med at stjæle overskrifter i medierne for tiden.

Først havde spindoktoren problemer med sine telefonregninger, og senest har socialministeren (stakkels pige), formået at få stort set samtlige partiers socialordførere og andre til at reagere kraftigt på udtalelserne om, at mere ulighed er til gavn for alle i samfundet. Jeg skal ikke kommentere udtalelserne her, for det giver jo sig selv. Nej, det er straks mere interessant at følge Venstre-ledelsens reaktioner på socialministerens, angivelige, enegang i medierne. Da Fogh Rasmussen naturligvis ikke vil risikere at miste mange af sine nye vælgere, var han i sagens natur tvunget ud i en midtersøgende argumentation om at socialministerens udtalelser naturligvis ikke er Venstres politik, og at han selv har måttet erkende, at det er sundt med et samfund, hvor der ikke er for stor ulighed. Man kunne jo gøre sig det tankeeksperiment, om det tager de super liberale unge løver i Venstre lige så lang tid som Fogh Rasmussen, at komme til samme erkendelse. I så fald ser det jo ikke lovende ud. Hvorom alting er, så står Venstre overfor en svær pædagogisk opgave i at få overbevist sine politikere, spindoktorer og andre meningsdannere inden for egne rækker om, at større ulighed i samfundet ikke gavner Venstres midtersøgende politik, og ikke mindst at få dem til at se ud som om de mener det! Mon de er inden for pædagogisk rækkevidde? Onde tunger vil givet påstå, at det er Venstres sande ansigt vi endelig har set via socialministeren og hendes spindoktor. Det får vi forhåbentlig lejlighed til at se under den kommende kommunale valgkamp, hvor spørgsmål såsom udlicitering af ældreplejen m.v. (privatisering), kommunernes varetagelse af handicapområdet, skolepolitikken og andre spændende områder bliver en del af de forhold som kommer op. Her får Venstre under alle omstændigheder mulighed for at forklare, hvad de mener, når de siger at sammenhængskraften er af stor betydning for det danske samfund. Hvem ved, måske får lokale Venstre-politikere overtalt regeringen til at åbne lidt mere op for statskassen, og hvis vi er rigtig heldige sætter lokale Venstre-politikere måske endda skattestoppet til debat.