Detailhandel

Så var der rejsegilde hos HT

TÅRS:Omkring HT SuperBest i Tårs er der fyldt med byggematerialer. Købmand Ole Thomsen er nemlig godt i gang med at udvide butikken med 950 nye kvadratmeter, således at den samlede butiksstørrelse kommer til at omfatte i alt 2200 kvadratmeter. Egentlig forventede Ole Thomsen, at den nye butik kunne indvies 1. maj, men åbningsdagen bliver formentlig rykket til midten af samme måned, da en levering af et gulv fra Italien trækker en smule ud. Midt på eftermiddagen i fredag var der imidlertid rejsegilde i forbindelse med byggeriet, og i den anledning var adskillige af Ole Thomsens trofaste kunder mødt op. Til gengæld bød den driftige købmand på pølser, sodavand og fadøl til alle, der havde lyst. Når det nye og forbedrede supermarked er færdigudbygget, så kommer Ole Thomsen til at kunne byde sine kunder på langt bedre indkøbsfaciliteter. Et nedkølet ”mejeritorv” samt en forbedret slagterafdeling med delikatessesalg er blot et par af eksemplerne.