EMNER

Så ville mor nok hellere undvære ...

Nips, radiatorer, badekar - og tvivlsomme pap-tulipaner til mors dag

ASDAL:Det var hverken Bubbers eller Bennys badekar, der stod parkeret foran Asdal Sognegård i lørdags i selskab med et broget udbud af radiatorer og cykler, der med garanti ville have fået klippet pladerne, hvis de da havde haft nogen på, og hvis der ellers havde været noget som hed Statens Cykelinspektion. Der var betydeligt bedre gang i salget indendøre, selv om arrangørerne medgav, at man ikke ligefrem var blevet løbet over ende af en ventende kødrand af loppe-gæster, da dørene blev åbnet om formiddagen. - Det kan jo ikke være lige godt hvert år, konstaterede formanden for den selvejende institution Asdal Sognegård, John Horne, da NORDJYSKE slog et smut omkring landsbyens omdrejningspunkt - en bygning, hvor idrætsforeningen har sin base, og hvor man med jævne mellemrum skåler med naboen, når der inviteres til fødselsdags- og sølvbryllupsfester. Bølgedal Der var ganske vist pænt med plads til at slentre rundt ved boderne i lørdags, men bestyrelsen for sognegården har regnet lidt på, hvor mange mennesker, der egentlig runder lokaliteterne i løbet af et år, og lavt sat har man faktisk fundet ud af, at det er i omegnen af 10.000 mennesker - det er dog immervæk en sjat. - Vores udlejning har været nede i en bølgedal, men nu er den i bedring, fortæller John Horne og tilføjer, at udover de knap 50 fester, der holdes i sognegården om året, er der også faste kunder i butikken, idet huset også bruges til blandt andet folkedans, andespil og line dance. Døre og vinduer Det er fjerde gang, lopperne sprang i Asdal Sognegård, og som regel indbringer dagen en lille håndfuld tusser til husets drift. Det er dog svært at skrabe penge sammen til forskellige renoveringsopgaver, så her er den selvejende institution afhængig af midler fra Hirtshals Kommunes landsby-konto. Det er da også kommunale midler, som er årsagen til, at man i øjeblikket er ved at udskifte døre og vinduer i sognegården. Det arbejde ventes at kunne afsluttes i løbet af et års tid.