Sådan begrænser du dit barns sukkerindtag

Særligt juice, smoothies, tørret frugt og figenstænger er nogle af de store sukkersnydere i børnenes kost.

Figenstænger, smoothies, juicebrikker og tørret frugt er madpakkeklassikere, som dog snyder ved at være meget sukkerholdige. Foto: Colourbox

Figenstænger, smoothies, juicebrikker og tørret frugt er madpakkeklassikere, som dog snyder ved at være meget sukkerholdige. Foto: Colourbox

SUNDHED:Som forælder kan det være svært at navigere sit barn gennem sukkerjunglen. Mange institutioner har formuleret sukkerpolitikker, mens andre igen taler om sundere sukker som frugtsukker og honning.

Faktum er, at det gennemsnitlige danske barn stadig får for meget sukker.

I Danmark anbefaler man, at højst 10 procent af børns daglige energiindtag må komme fra tilsat sukker, mens WHO anbefaler maksimalt fem procent, forklarer Christian Mølgaard, der er leder af sektion for børneernæring på Institut for Idræt og Ernæring, KU.

- Men kostundersøgelser viser, at halvdelen af danske børn ligger over den max-grænse, så derfor er det helt sikkert en problematik, siger han.

Tilsat sukker betyder, at sukkeret er tilsat maden efterfølgende, mens naturligt sukker er eksempelvis frugtsukkeret i en banan. Begge dele tæller dog med i barnets samlede sukkerindtag.

- Personligt er jeg jo ikke en fanatiker, der siger, at sukker er det rene gift. Men det giver en skæv kost og har konsekvenser, hvis man får for meget, siger Mølgaard og peger bl.a. på dårlige tænder og overvægt.

Hold igen med juice

Man kan dog sagtens gøre noget for at begrænse indtaget af både det naturlige og tilsatte sukker og stadig have plads til en kage en gang imellem eller fredagsslik.

Første råd er, ikke overraskende, at begrænse indtaget af slik, kage og sodavand i hverdagen. Men også juice og smoothies bør man holde igen med, fordi de indeholder meget frugtsukker, og flydende sukker mætter mindre, siger Mølgaard.

- Når man hælder sukkeret ind, for at sige det sådan, ser det ud til, at det ikke udløser den samme mæthedsfornemmelse, som når man tygger noget mad, forklarer Mølgaard, der opfordrer til, at barnet i stedet bør spise sin frugt hel.

Man skal også skal være forsigtig med børnenes morgenmadsprodukter.

- Nogle morgenmadsprodukter er simpelthen rene sukkerbomber. Der er tilsat så meget sukker, at man ikke ville kunne anbefale det ud fra en ernæringsvinkel, siger Mølgaard.

Preben Vestergaard Hansen fra Institut for Ernæring på Professionshøjskolen Metropol peger på, at mysli og børneyoghurt ofte har meget sukker tilsat. Han foreslår i stedet, at man giver mager naturel-yoghurt med frisk frugt og laver sin egen mysli af ristede havregryn og nødder.

Fakta: Sådan begrænser du sukkeret

- Hold igen med juice, smoothies, tørret frugt og figenstænger. Giv i stedet blandet frugt og gnavegrønt.
- Læs varedeklaration og vær særligt opmærksom på morgenmadsprodukter, mysli og yoghurt.
- Gå efter fuldkorns- og nøglehulsmærket, når du køber brød.
Kilder: Preben Vestergaard Hansen, Christian Mølgaard.

Rosiner er også slik

Man bør også holde igen med rosiner, tørret frugt og de populære figenstænger. Godt nok er sukkeret i dem naturligt frem for tilsat, men mængden er den samme som i slik.

- Det er at sidestille med almindeligt sukker og almindeligt slik. Der er ligeså meget sukker i rosiner, som der er i vingummibamser, så det skal man undgå så vidt som muligt, siger Preben Vestergaard. Han opfordrer igen til at spise frugten frisk, frem for tørret.

I det hele taget er det en udbredt misforståelse, at noget sukker er bedre end andet, mener han.

- Der er ingen forskel. Det er kemisk nøjagtigt den samme suppe. Så det med, at man tror, at hvis man bruger honning, så er det bedre end almindeligt sukker. Det er det ikke. Det er en stor misforståelse, siger Vestergaard.

/ritzau/FOKUS

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.