EMNER

Sådan bliver 2009

Smarte mobiler, ny Windows - og måske sne på tv-skærmen? 2009 byder på mange digitale nyskabelser

*FOTO1 - (fotokollage m. "2009" i midten - INGEN BILLEDTEKST) *

*FOTO1 - (fotokollage m. "2009" i midten - INGEN BILLEDTEKST) *

1. Systemskifte Den nye Windows 7 bliver efter alt at dømme klar inden årsskiftet, måske allerede til sommer. De første meldinger er usædvanligt positive, og den seneste beta-version er målt til at være hurtigere end både Vista og XP. Også Apple lancerer et nyt styresystem i år. Nemlig "Snow Leopard" som er sjette udgave af Mac OS X. Systemet bliver bedre til at udnytte kræfterne i moderne computere. De nye styresystemer kan puste liv i pc-salget, der ellers får det svært i disse finanskrise-tider. 2. Programmer i netskyen Ligesom webmail har gjort vores email mobil, vil kontorprogrammer og andre værktøjer i stigende grad rykke ud på nettet. Vi slipper for at flytte data frem og tilbage mellem flere computere, f.eks. på arbejde og hjemme. Alt kan nås fra enhver pc (eller mobiltelefon) - blot den har adgang til det forjættede internet. Ideen er gammel, og har været kendt under mange navne, men den hippe betegnelse i 2009 er "cloud computing". 3. Pc-spil på plejehjemmet Nogle af de pc-spil, der ventes med spænding i 2009, er: Wolfenstein, Prototype, Diablo 3 - og naturligvis The Sims 3. Computerspil er for længst blevet et bredt accepteret massemedium. En frisk undersøgelse viser, at den gennemsnitlige (amerikanske) computerspiller er 35 år gammel - og at godt hver fjerde har rundet de 50. Den udvikling vil fortsætte, indtil aldersfordelingen matcher befolkningens. 4. Sne på skærmen? Den 1. november slukkes det gamle tv-antennesignal. Men frygten for "sort skærm" (faktisk bliver der tale om "sne") er overdrevet. For ændringen berører kun det mindretal, der i dag modtager tv fra en gammeldags tagantenne. Langt de fleste danskere ser tv via kabel eller satellit, og de behøver ikke foretage sig noget. Restgruppen skal ikke nødvendigvis købe et nyt tv - men blot en modtagerboks til få hundrede kroner. Det kommer vi til at høre meget mere om til efteråret, når den store oplysnings-kampagne kulminerer. Se mere på: www.boxertv.dk. 5. Flere fladskærme Sidste års salg af flade tv-apparater blev knap så forrygende, som branchen havde spået. Finanskrisen kradser, men tv-butikkerne vejrer morgenluft. For selv om de færreste bliver berørt af det "analoge sluk", og resten kan klare sig med en billig boks, vil ivrige sælgere udnytte forvirringen til at lange titusinder af fladskærme over disken. Udbredelsen af HD-parate fladskærme vil vække et folkekrav om HD-udsendelser. Det hjælper så småt, og senest er TV2's filmkanal skiftet til HD. Men enhver HD-parat film-entusiast vil mene, at det går for langsomt. 6. Løs på tråden De trådløse netværk breder sig fra pc-udstyr til tv'et og hjemmets øvrige apparater. Med den nye 802.11n standard er hastigheden høj nok til at overføre video i høj opløsning. De net-transmitterede film og musik vil i stigende grad afløse fysiske medier som dvd'er og cd'er. Af samme grund vil blu-ray næppe blive lige så udbredt som dvd'en. 7. Kloge multi-mobiler De såkaldte "smartphones" har været på markedet i årevis - som et nicheprodukt for nørder og forretningsfolk. Først med iPhone er multimobilen blevet folkeeje. Eller i hvert fald en folkedrøm, for prisen er stadig hamper. Men stadig flere opdager fordelen ved at have en mobil ledsager, der kan det hele - og alligevel kan udvides med ekstra funktioner. 8. "Trykbølgen" fortsætter De trykfølsomme skærme blev moderne med iPhone, og trykbølgen tager til i 2009. Mio har løftet sløret for en kombineret gps og tv/medie-afspiller med kæmpestor syvtommer-skærm. Og rygtet vil vide, at Apple pusler med en ny iPod i samme format. HP vækker opsigt med deres trykfølsomme TouchSmart-pc, og til februar lanceres en udgave med hele 25 tommer. Hermed bliver ikonerne på den trykfølsomme skærm så store, at man kan betjene dem med vanter på. 9. Computeren bliver mobil Nutidens krav om mobilitet og fleksibilitet betyder, at en pc i tasken er bedre end ti på skrivebordet. Der bliver stadig længere mellem de stationære computere - både derhjemme, på job og i pc-butikkerne. Prisen har nået et leje, hvor de fleste kan retfærdiggøre købet af en bærbar. Især når man tænker på, at man får skærmen med i købet. 10. De bærbare skrumper Eksperterne tog fejl: De billige mini-pc'er, også kaldet "netbooks", bragede igennem i 2008. Det begyndte med Asus Eee, og slutter ikke foreløbig. For 2-3000 kr. får du i dag en bærbar, der fylder og vejer som en bog. De nye modeller får indbygget 3G-modem, så man undgår den strittende usb-stang. Og med tilskud fra teleselskaberne vil vi snart se mini-bærbare til foræringspriser, hvor man reelt kun betaler for data-abonnementet. 11. Bredbånd på farten Udbredelsen af minibærbare og avancerede mobiltelefoner øger behovet for mobil internet-adgang. Men der er stadig for mange huller i 3G-nettet, så selskaber som Sonofon og Telia får travlt med at smække antenner op i det nye år. Stadig flere vil droppe deres faste internet-forbindelse (adsl eller kabel) til fordel for det mobile bredbånd. Akkurat som vi dropper fastnet-telefonen til fordel for mobilen. 12. Nej til kopisikring Årtiers erfaring viser, at enhver kopibeskyttelse kan brydes. I 2008 så vi de første tegn på, at erkendelsen så småt synker ind. Og i 2009 vil flere udgivere af musik og film tage konsekvensen. Problemet er, at kopibeskyttelsen gør det originale produkt ringere end kopien. Som dvd-film der kun kan ses efter et væld af reklameklip (og propagandafilm mod kopiering!). Eller musik-filer, der hverken kan overføres til cd eller mp3-afspiller. Hvis udgiverne ikke vil fjerne kopisikringen, gør vi det selv.