EMNER

Sådan er iPad 2

Trods et par ærgerlige svagheder er den nye iPad reelt uden konkurrence

Nu har vi haft iPad 2 mellem hænderne - og lad os få de værste skuffelser af vejen først: Teksten bliver stadig uskarp for tidligt, når man zoomer ud. Skærmen er simpelthen for grovkornet - især når man sammenligner med Apples egen iPhone 4. Så er der højttaleren - for der er altså stadig kun en. Det er i sig selv en falliterklæring, at en tavle til film, spil, musik og ballade ikke engang har stereolyd. Tilmed er lydstyrken fra iPad 2 hørbart svagere end den første iPad. Men det er vel en naturlig følge af den slankere form. Hvilket så bringer os til det positive: Let og handy Det nye design betyder nemlig langt mere for den samlede oplevelse, end jeg på forhånd havde ventet. Tavlen ligger bare mere "rigtigt" i hånden, og selv om den kun er blevet 15 procent lettere, er forskellen til at mærke. På samme måde betyder de afrundede kanter, at tavlen virker endnu tyndere, end den faktisk er. Den er også mere behagelig at holde om. Det er interessant, at Apple her bevæger sig væk fra det kantede iPhone 4 design - og tilbage mod stilen fra den rundere iPhone 3. Magneter Det magnetiske "Smartcover" (ekstraudstyr) er overrumplende let at fastgøre. På bedste køleskabs-maner tænder skærmen, når man åbner dækslet - og slukker igen, når man lukker. Det lyder måske som en lille ting, men denne samtænkning af tavle og tilbehør er meget værd i det daglige. Samtidig er magnet-dækslet en alsidig stander, også når man sidder med tavlen på skødet. Nogle anmeldere klager over, at det leddelte dæksel efterlader støvstriber på skærmen - og at magnethængslet kan ridse iPad'en. Dette har jeg indtil videre ikke oplevet. Men for mange vil det være et problem, at dækslet kun beskytter forsiden. Specielt børnefamilier vil nok se fidusen i et heldækkende omslag, der også beskytter mod stød, hvis man kommer til at lægge tavlen lidt for hurtigt fra sig. Blandede billeder En meget omtalt nyskabelse i iPad 2 er kameraerne - og dem er der altså to af. Det forreste har meget ringe opløsning (640 x 480), men det rækker til formålet, som er videosamtaler. Kameraet på bagsiden optager video i HD (720p), og det gør det faktisk ganske godt. Men hvis man tager fotos, går det galt. Selv i godt lys bliver billederne grynede og farverne mudrede. Men det er nok også de færreste, der vil bruge tavlen som kamera. Til det formål er mobilen langt bedre egnet. Man føler sig også lidt fjollet, når man står og fotograferer med sådan en plade mellem hænderne. Og udendøre drukner den store skærm let i reflekser. Kvik i optrækket Den første iPad er ikke sløv, men den vil føles sådan, når man først har prøvet 2'eren. Næsten alt glider lige en tand kvikkere. Og man ser mindre til de sorthvide felter, der vises, når man ruller så hurtigt, at skærmen ikke kan nå at gentegne skærmbilledet. De ekstra hestekræfter i iPad 2 vil helt sikkert folde sig endnu tydeligere ud, når flere programmer begynder at udnytte den to-kernede processor og ikke mindst den nye grafikchip. Ingen alternativer I mine øjne, og især hænder, er der ingen tvivl om, hvad der er den største gevinst ved iPad 2: Det er det slankere og rundere design. Omvendt er skærmen den største skuffelse. Den forkølede højttaler kan klares med et par hovedtelefoner, og kameraet er ikke en kernefunktion i en tavle som denne. Hvis man kommer fra Android, vil man savne fleksibilitet i brugerfladen, men det kommer forhåbentlig sammen med iPhone 5. Apple udvikler sine produkter i et behersket tempo, og iPad 2 kunne godt have heddet "iPad 1,5". På den anden side er dette suverænt det bedste produkt af sin art. Alene udvalget af programmer gør, at der reelt ikke findes nogen alternativer. Så hvis du kan se fidusen i at eje sådan en multi-tavle, er der kun et spørgsmål tilbage: Hvilken skal du vælge? Der er tre ting at forholde sig til: 1. FARVE: Det er fristende at vælge den hvide model, om ikke andet for at få en ekstra nyskabelse i forhold til forgængeren, der jo kun findes i sort. Men skærmen virker mindre på den hvide model, fordi rammen træder tydeligt frem. Indlevelsen i film og spil er også mindre end på den sorte, hvor skærmen og rammen går ud i et. Så hvis du er den mindste smule i tvivl, bliver du nok gladere for den sorte. 2. LAGERPLADS: Valget står stadig mellem 16, 32 og 64 GB, og Apple tager sig godt betalt for den ekstra lagerplads. I et produkt så alsidigt som dette, hvor man dårligt på forhånd kan vide præcis, hvad man kommer til at bruge tavlen til, kan 16 GB let være i underkanten. Omvendt er 64 GB formentlig "overkill", med mindre du vil se og optage video i stor stil. Så for de fleste ligner 32 GB den gyldne middelvej. 3. FORBINDELSER: En iPad er ikke meget værd uden en internet-forbindelse. Alle modeller har trådløst netværk (wi-fi), så du kan gå på nettet derhjemme, på arbejdet og mange andre steder. Nogle modeller har i tilgift 3G, så du også kan hoppe på internet via mobiltelefon-netværket. Apple kræver 900 kr. for denne mulighed, og dertil kommer udgiften til et særskilt data-abonnement. Så mon ikke de fleste kan nøjes med wi-fi? Hvis du har en iPhone 4 (eller satser på at købe 5'eren til sommer), er der i hvert fald ingen grund til at købe 3G-udgaven af iPad. Så kan du nemlig få tavlen på nettet via telefonens 3G-forbindelse. Og hvorfor betale for to mobil-abonnementer, når man kan nøjes med et. FAKTA iPad 2 Priser: fra 3.699 kr. til 5.999 kr. Bestiller du i Apples webbutik, kan du få en gratis gravering på bagsiden. Mere information: www.apple.dk/ipad

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst