Sådan er skatteforhandlingerne forløbet

Venstre er på vej ind i skatteforhandlingerne igen efter at have været ude nogle dage.

Sådan er skatteforhandlingerne forløbet

29. maj: Regeringen fremlægger sit bud på en skattereform.

14. juni: Dansk Folkeparti forlader definitivt forhandlingerne. Lars Løkke Rasmussen og Venstre melder sig med et forslag om at finde alternative løsninger for at få forhandlet en reform på plads.

17. juni: Regeringen afviser Vestres udspil. Ifølge Finansministeriet er det underfinansieret, hvilket Venstre afviser.

- Vi har ikke meldt os ud af samarbejdet, vi er blevet meldt ud, siger Lars Løkke Rasmussen (V), lige før han rejser til FN's klimamøde i Rio de Janeiro.

17. og 18. juni: Regeringen forhandler videre med Liberal Alliance, De Konservative og Enhedslisten.

19. juni: Mens regeringen fortsat forhandler til begge sider, kommer det frem, at Lars Løkke ikke er rejst direkte til Rio, men via USA for at hente sin datter.

Han ankommer til Rio 20. juni og skriver på Facebook, at regeringen har kendt hans rejseplaner, og at han og finansminister Bjarne Corydon (S) har "lagt arm" for at prøve at finde en fælles forhandlingsramme inden afrejsen, hvad der dog ikke lod sig gøre.

Venstre havde ellers gentagne gange fremhævet, at det var mødet i Rio, der er årsag til, at partiet ikke deltager i skatteforhandlingerne mellem 17. juni og frem til tirsdag den 26. juni.

21. juni: Efter flere opfordringer fra De Konservatives leder, Lars Barfoed, om at komme tilbage til forhandlingsbordet "før det er for sent", siger Lars Løkke Rasmussen til TV2 Nyhederne torsdag aften, at han er villig til at give skatteforhandlingerne en ny chance. - Jeg sender derfor en delegation til Finansministeriet i morgen, siger Lars Løkke Rasmussen.

/ritzau/