Sådan får du hifi-lyd til den rigtige pris

Savner du god lyd i ørerne? Hovedtelefoner i alle prisklasser

Arkivfoto
Danmark 1. april 2016 12:56 - Opdateret 1. april 2016 13:27

DANMARK: Lækker lyd i hovedtelefonerne er i dag ikke forbeholdt en lille håndfuld musiknørder med mange penge på lommen.

Markedet for hovedtelefoner er eksploderet de seneste år, og der findes et væld af produkter i alle prisniveauer og kvaliteter.

Forbrugerne kan dog ofte have svært ved at finde vej i udbudsjunglen. Det er der heldigvis råd for, mener Jesper Agentoft fra sitet headaudio.dk, som i mange år har været et af de steder på nettet, som de hi-fi-interesserede har kredset omkring.

- Det handler om research på nettet, og om at man skal trække på andres erfaringer. Det gælder både fra ind- og udland. Der findes meget specialiserede sites, hvor man kan få hjælp og inspiration, siger Jesper Agentoft, som også nævner hi-fi-magasinernes anmeldelser som et sted at hente råd og inspiration.

Gode priser via nettet

På nettet er det især det amerikanske headfi.org og det danske hoved-fi.dk, man bør gå til, hvis man er i tvivl om sit køb. Begge steder har debatsider, hvor brugerne kan udveksle erfaringer med diverse produkter.

- Her er brugerne typisk mere end villige til at hjælpe - selv om man selvfølgelig altid skal tage andres mening og anmeldelser med et gran salt, siger Jesper Agentoft.

Ved at trække på anmeldelser og andre folks erfaringer og meninger vurderer Jesper Agentoft, at man ret hurtigt kan skyde sig ind på et par kandidater, som man så kan begynde at dykke dybere ned i på nettet og finde gode priser på.

Alt koster

Inden da bør du helst have besluttet dig for, hvad hovedtelefonerne skal bruges til, og hvad de må koste, forklarer produktekspert ved hi-fi-magasinet Lyd & Billede, John Hvidlykke.

- Skal man bruge hovedtelefonerne derhjemme, når man løber, eller er det til fly- eller togrejsen, hvor de skal kunne pakkes sammen? Man skal huske, at man betaler for det, hvis hovedtelefonerne har alle mulige funktioner eller eksempelvis er trådløse, siger John Hvidlykke.

Det hele koster, og det vil påvirke, hvor mange penge der er tilbage til at få god hifi-lyd i ørerne.

Man kan både søge priser på danske sider og i udlandet. Hvis man vælger at handle via udenlandske sites, skal man dog huske på de sædvanlige problemstillinger.

Du skal for eksempel gøre op med dig selv, om du vil bytte en lidt lavere pris med risikoen for store udgifter ved en eventuel returnering, toldsatserne ved køb uden for EU samt risikoen for at blive snydt og for eksempel ende op med et kopiprodukt.

Billigt med god lyd

Både John Hvidlykke og Jesper Agentoft vurderer, at man kan få rigtigt gode lydoplevelser ved at se på produkter på mellem 1.000 og 3.000 kroner.

Begge påpeger dog, at der er specielt meget at hente ved at bruge penge på de små in-ear-hovedtelefoner.

Dem, der typisk følger med ens smartphone, er ofte ikke meget værd på lydfronten, vurderer John Hvidlykke.

Fakta: Hi-fi-køb i udlandet

- Prismæssigt kan det være en god idé at tjekke udenlandske netbutikker, når man leder efter hi-fi.

- Man skal dog gøre op med sig selv, om man vil løbe risikoen ved ikke at vælge en butik, der har det danske nethandels-kvalitetsstempel ”e-mærket”.

- Ved nye produkter er der næppe den store prisforskel mellem ind- og udland. Med lidt ældre produkter kan det godt svare sig at kigge sig for.

- Når det kommer til trådløse hovedtelefoner, skal man som regel holde sig til de nyeste produkter, da udviklingen går meget stærkt og nye produkter ofte er langt bedre end gamle.

Kilder: John Hvidlykke & Jesper Agentoft

/ritzau/FOKUS

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...