Danmark

Sådan får du mere ud af Youtube

YouTube fylder 10 år. Se hvordan du får mere ud af den enestående video-tjeneste

Den vilde dans er et af flere gakkede ”påskeæg”.
Den vilde dans er et af flere gakkede ”påskeæg”. -

DANMARK: Når man ser lister over de mest populære YouTube-videoer, får man et stærkt fortegnet indtryk af indholdet. For YouTube, der denne måned fejrer 10 års jubilæum, er meget mere end musikvideoer og børn, der bider hinanden i fingeren.

Hvad der begyndte som et forum for små hjemmevideoer, er i dag en alvorlig konkurrent til ”rigtige” tv-udsendelser. De fleste fjernsyn har indbygget adgang, og ellers kan de få det med en dims til et par hundrede kroner. Man kan få en forrygende tv-aften ud af zappe rundt på YouTube som sin egen programchef, for her er det hele: Fra fjollede kæledyr til videnskabelige forelæsninger. Fra tidens hotteste musikvideoer til sommerkoncerten fra din lokale skole.

Mange, især børn og unge, fyrer rutinemæssigt op under YouTube, når de skal høre musik eller se nyt om deres idoler. Stadig flere af disse idoler eksisterer endda kun i kraft af YouTube. Folkene bag de store YouTube-kanaler er mere populære blandt amerikanske teenagere end stjerner fra de traditionelle musik- og filmindustrier, viser en undersøgelse fra Variety. Den mest populære ”YouTuber” lige nu er svenske Felix Kjelberg, bedre kendt som ”PewDiePie”. Kanalen, hvor han spiller computer for åben skærm, har 32 millioner abonnenter.

Prøv selv at søge på YouTube, næste gang der er et nyt produkt, du overvejer at købe. Et rejsemål, du drømmer om at besøge. Et stykke musik, du vil lære at spille. Et computerprogram, du skal sætte dig ind i. Et gør-det-selv-projekt, der driller. En sjælden sygdom. En smal hobby. Din egen arbejdsplads... Som de sagde i gamle dage i reklamerne for telefonbogen (som unge mennesker knap nok ved, hvad er): Findes det, findes det her!

Flere muligheder

YouTube har et enkelt og brugervenligt værktøj til videoredigering, som virker direkte på hjemmesiden. Du kan beskære videoklip og tilføje effekter, overgange, tekst, billeder og musik. Adressen er: www.youtube.com/editor.

Før du overfører dit eget indhold, kan du øve dig med de videoklip, der kommer frem, når du klikker på det cirkelformede cc-ikon.

Træt af at skøjte rundt med musen? Du får en mere tilbagelænet oplevelse på: www.youtube.com/leanback, hvor alt styres med tastaturet (gerne trådløst). Her vises en strøm af videoer baseret på dine præferencer. Hvis noget ikke falder i din smag, springer du videre med et tryk på højre piletast. Venstre pil åbner en menu, som kan ses på lang afstand. Nogle enheder kan også styres med mobilen, som tilkobles via: www.youtube.com/pair.

Den almindelige udgave af YouTube kan også i vid udstrækning styres med tasterne: Tryk mellemrum for at pause og genoptage afspilningen. Tryk F for at slå fuldskærms-visningen til og fra. Hvis du misser en detalje, kan du spole 10 sekunder tilbage med et tryk på J.

Tryk på M for at slå lyden til og fra. Og sidst men ikke mindst: Tryk på (mindre end og større end) for at ændre hastigheden. Lyden kan stadig høres, så hvis nogen taler for langsomt, kan du let speede dem op.

Forfin dine søgninger, så du undgår ligegyldige resultater. For eksempel kan du skrive minus (-) foran et ord for at udelukke det fra søgningen. Er du eksempelvis interesseret i mobiltelefoner uden æble på, kan du skrive: ”smartphone -iPhone” i søgefeltet. Et andet søgetrick er at skrive ”allintitle:” (uden anførselstegn og med kolon til sidst) foran dine søgeord. I så fald vises kun de videoer, hvor ordene indgår i selve titlen.

Du har nok opdaget, at du kan klikke på møtrikken under videoen for at vælge kvalitet og andre indstillinger. Men måske er du træt af at gøre dette hele tiden? I så fald kan du klikke på det blå person-logo øverst til højre (når du er logget på) - og dernæst på den lille møtrik. Vælg ”Afspilning” fra menuen til venstre og marker ”Vælg altid den bedste kvalitet...”. Har du en sløv forbindelse, kan du omvendt begrænse kvaliteten til fordel for hastigheden.

Vil du have endnu flere muligheder for at skræddersy afspilningen, er det værd at hente ”Magic Actions for YouTube”, som er en praktisk udvidelse til Chrome og Firefox. Søg efter titlen fra en af disse to browsere.

Hvis du vil dele et bestemt sted i en video med andre, kan du pause videoen lige før det ønskede startpunkt, højreklikke på billedet og vælge ”Hent videoens webadresse på nuværende tidspunkt”.

En række gratis værktøjer hjælper dig med at gemme videoklip på din egen computer. Tjek for eksempel Video DownloadHelper, der er en udvidelse til Firefox (www.firefox.com). Inde i Firefox går du til: www.kortlink.dk/ezhb - og klikker på ”Add to Firefox”. Efter en genstart er du klar til at suge videoer ned fra nettet via det lille kugleikon øverst til højre. Du behøver ikke afspille hele videoen for at hente den.

Skøre tricks

I lighed med mange spil og programmer gemmer YouTube på små, skægge overraskelser - de såkaldte ”påskeæg”:

Skriv ”do the harlem shake” i søgefeltet - og vent på omkvædet for at se hele siden rocke til musikken.

Skriv ”Beam me up, Scotty” i søgefeltet - og se hvordan siden kommer til syne på bedste Star Trek facon.

Er du mere til Star Wars, kan du skrive ”use the force, Luke”. Denne effekt kan styres med musen.

Højreklik på enhver video og vælg ”statistik for nørder” for at få.... netop dette.

Vilde tal

YouTube har over en milliard brugere.

Tjenesten findes i 75 lande og på 61 sprog.

Hvert minut lægges 300 timers video op på YouTube.

Hver dag vises flere hundrede millioner timers video.

Fra år til år stiger timetallet for vist indhold med 50 %.

Halvdelen af alle afspilninger sker på mobile enheder.

Omkring 60 % af alle afspilninger sker i andre lande end det, videoen stammer fra.

De 10 år

2005: Web-adressen ”Youtube.com” aktiveres den 14. februar. Den første video bliver dog først lagt op den 23. april. Den hedder ”Me at the zoo” og viser en af grundlæggerne på besøg i zoologisk have. Se den på: www.kortlink.dk/g6kq.

2006: Denne sommer er YouTube en af nettets hurtigst voksende hjemmesider. I efteråret bliver selskabet opkøbt af Google.

2007: YouTube tegner sig nu for samme mængde datatrafik, som hele internettet gjorde i år 2000.

2008: YouTube vinder en demokrati-pris og fremhæves som en moderne udgave af ”Speakers’ Corner” i London.

2009: Den særlige ”Shows” sektion med film og tv-serier udbredes fra USA til Storbritannien.

2010: YouTube lancerer et enklere design. ”Vi måtte tage et skridt tilbage for at fjerne det overflødige rod,” siger produktchefen.

2011: Layoutet ændres igen, så det minder mere om de sociale netværk.

2012: YouTube sender for første gang direkte fra en debat mellem to præsidentkandidater (Romney og Obama).

2013: Det månedlige antal unikke besøgende runder en milliard.

2014: Prisen for årets mest populære video går til... Mutant-edderkoppe-hunden! (www.kortlink.dk/fahk).

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden