Sådan får du mest fladskærm for pengene

Et fjernsyn med lang udløbsdato behøver ikke koste en formue

Planlægger du også at tilbringe en del af efteråret foran en nyindkøbt fladskærm, er der en række ting, du bør tage stilling til før et køb, siger Rasmus Partsch, som er projektleder i test- og analyse-afdelingen hos Forbrugerrådet Tænk.

Han anbefaler, at man undersøger sine tv-behov grundigt, før man køber. På den måde undgår man at købe noget, som man bliver træt af om et halvt år.

F.eks. er det vigtigt at kende afstanden fra sofaen til der, hvor du planlægger at placere dit tv. Det kan nemlig have stor betydning for, hvor stort dit næste fjernsyn skal være.

Han anbefaler som hovedregel, at man hellere køber skærmen for stor end for lille.

- Vores erfaring er, at forbrugerne sjældent fortryder købet af en stor skærm, hvorimod de fleste fortryder, når de er nødt til at knibe øjnene sammen for at kunne læse underteksterne på en alt for lille skærm, siger Rasmus Partsch.

Behøver ikke at koste kassen

Og en stor skærm med et godt billede behøver ikke at koste det hvide ud af øjnene, vurderer han.

- Det, du som forbruger især betaler for, når du giver lidt ekstra for en fladskærm, er bekvemmelighed, lyd- og billedkvalitet. Er du villig til at gå lidt på kompromis med f.eks. bekvemmeligheden, kan du sagtens få et stort tv med en god billedkvalitet for under 10.000 kroner, siger Rasmus Partsch.

En række nyere fjernsyn kan desuden fås i buede versioner, men den løsning kan Rasmus Partsch ikke anbefale, særligt hvis man er flere, som ser tv samtidig.

Vil du f.eks. gerne have Netflix eller andre populære streamingtjenester integreret i dit tv, er det vigtigt, at du køber et såkaldt smart-tv og i nogle tilfælde et specifikt mærke. Du er tvungen til at købe et tv fra Samsung, hvis du gerne vil have tjenesten HBO Nordic direkte på dit tv, fordi Samsung indtil videre har eneret på at kunne tilbyde en integreret HBO Nordic-app i deres smart-tv.

Til gengæld kan man som alternativ købe en ekstern boks (for under 600 kr.), som gør det muligt at streame film og tv-serier på de fleste tv, f.eks. en Google Chromecast eller et Apple TV.

Nogle producenter tilbyder også tv med flere indbyggede tunere, som gør det muligt at optage et tv-program, mens man ser noget andet samtidig. Kan man leve uden dette, er der også mange penge at spare, mener Rasmus Partsch.

Overvej dit behov

Noget af det, som også kan være med til at sende prisen på en fladskærm i vejret, er hertz-teknologien. Hertz (hz) siger noget om, hvor mange billeder fjernsynet kan vise per sekund, og mange producenter lokker ofte med et højt antal hertz på deres dyre modeller, men et højt tal er ikke altid ensbetydende med et godt billede.

- Det er svært at sige noget entydigt om hertz, da producenterne har forskellige måder at gøre det op på. De fleste mennesker kunne måske se forskel på billederne fra gamle billedrørs-tv med 50 Hz eller 100 Hz, men forskellen på alt lige fra 200 til 1000 Hz på de nye fladskærms-modeller er ikke altid nemt at få øje på, siger Rasmus Partsch.

En af de helt store modeluner indenfor fladskærms-teknologi er muligheden for at kunne se tv og film i 3D og såkaldt 4K-kvalitet, også kaldet Ultra-HD.

Som navnet antyder er billedet på et 4K-tv skarpere end på et almindeligt HD-fjernsyn, men for mange vil teknologien ikke være værd at bruge ekstra penge på, mener Rasmus Partsch.

Hvis skærmen er mindre end 55 tommer, vil de mange ikke kunne se særlig stor forskel på Full HD og Ultra HD, når de sidder lidt væk fra skærmen, vurderer han.

Noget andet er, at der fortsat findes meget lidt filmmateriale i 4K og 3D, og lige nu er der ikke meget, der tyder på, at det vil ændre sig i de kommende år, siger Rasmus Partsch.

Du kan således sagtens gå udenom både 4K og 3D, når du køber og stadig have fuld glæde af fjernsynet i mange år, men er prisen den samme, så vær hellere på den sikre side og køb et 4K-tv. Så er du godt klædt på til en sommer i sofaen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.