Sådan fungerer EU's budgetprocedure

EU har både årlige budgetter og syvårige budgetrammer, der sætter et øvre loft for det fælles forbrug.

Udland 7. februar 2013 04:30 - Opdateret 7. februar 2013 04:31

Sådan fungerer EU's budgetprocedure

* EU arbejder med årlige budgetter, der forhandles fra år til år ved kvalificeret flertal blandt de 27 medlemslande.

* Oven over de årlige budgetter ligger en syvårig budgetramme - kaldet det flerårige finansielle perspektiv (MFF) - der sætter lofter for, hvor meget landene kan bruge i hele perioden.

- MFF forhandles hvert syvende år og kræver fuld enighed - og giver dermed også mulighed for, at lande kan nedlægge veto.

- Nu forhandles MFF for perioden 2014 til 2020.

* MFF rummer egentlig to budgetter. Og en rest.

- Et budget for betalingsbevillinger.

Det er de penge, medlemslandene faktisk skal have op af statskasserne. I gode tider fokuserer medlemslandene ikke så meget på beløbene for betalingsbevillinger, fordi normal økonomisk vækst automatisk betyder, at de får penge nok.

- Et større budget fordelt på forpligtelsesbevillinger.

Det rummer også de penge, man lover at bruge på for eksempel flerårige byggeprojekter. Det kan reelt være svært at vide på forhånd, hvornår regningerne kommer. Debatten om MFF fokuserer normalt på forpligtelsesbevillinger.

- Et restbeløb, kaldet RAL fra det franske "reste a liquider".

Det er det bjerg af endnu ikke modtagne regninger for projekter, man allerede har lovet at finansiere. Med tiden bliver nogle af pengene i RAL-puljen afskrevet - enten fordi projekterne ikke bliver til noget, eller de falder for forældelsesfristen.

* Da første runde budgetforhandlinger brød sammen ved et topmøde i november 2012 valgte man at tage en ny runde i løbet af nogle måneder.

Hvis det kikser igen, er der en udbredt opfattelse af, at der hverken er tid eller kræfter til at nå det, inden pengene skal bruges.

Hvis ikke det lykkes at blive enige om langtidsbudgettet, bruger man budgettallet for sidste år i seneste langtidsbudget - altså 2013 - til at lægge udgiftsniveauet for 2014.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...