Sådan gik det med Amagerbanken

Amagerbanken levede højt på ejendomsudlån. Men ballonen brast, da finanskrisen ramte.

19. juni 2012 08:16 - Opdateret 19. juni 2012 08:17

Sådan gik det med Amagerbanken

Amagerbanken gik konkurs den 6. februar 2011. Her følger i korte træk bankens kamp for overlevelse.

2008:

*Amagerbankens ledelse forsikrer i september 2008 om, at banken er kernesund. Men kort tid efter udsender banken en fondsbørsmeddelelse, hvoraf det fremgår, at banken er så presset, at den har søgt om lån i Danmarks Nationalbank.

* Folketingets første bankpakke redder banken på stregen.

* Efterfølgende må Amagerbanken nedskrive forventningerne til årets resultat med i alt 900 millioner kroner efter store tab i ejendomssektoren.

2009:

* Banken kommer ud af 2008 med et dundrende underskud på 694 millioner kroner før skat.

* I april søger Amagerbanken et lån på 1,4 milliarder kroner fra bankpakke II.

* Med hjælp fra en aktieudvidelse og en halv milliard kroner fra rigmanden Karsten Ree lykkedes det sidst i 2009 banken at få rejst kapital nok til at få lånet og derved undgå et krak.

2010:

* Underskuddet for 2009 lyder på næsten en halv milliard kroner, og Amagerbanken må samtidig nedskrive udlån for over en milliard kroner.

* Nogle måneder senere kommer det frem, at banken har tabt 300 millioner kroner på valutaspekulation.

* Det statslige skraldespandsselskab for krakkede banker, Finansiel Stabilitet, kræver, at Amagerbanken stiller 750 millioner kroner inden 15. september 2010 mod en statsgaranti på 13,5 milliarder kroner.

* Finansiel Stabilitet vil samtidig have to pladser i bestyrelsen i Amagerbanken.

* Amagerbankens ledelse har erkendt, at den risikerer betalingsstandsning, hvis ikke millionerne rejses i tide.

* Banken får på en ekstraordinær generalforsamling ja fra aktionærerne til ledelsens redningsplan.

* De nye aktier bliver solgt til en kurs på tre kroner per styk.

* Rabatten betyder, at de eksisterende aktionærer i praksis tvinges til at købe nye aktier, hvis deres nuværende aktiebeholdning ikke skal falde voldsomt i værdi.

* Dagen før deadline for aktieemissionen vælger storaktionær Karsten Ree at nytegne sin aktiebeholdning på omkrig 30 procent - det svarer til godt 300 millioner kroner i banken.

* Amagerbanken offentliggør, at redningsplanen er lykkedes. Investorerne har bakket op i stor stil, og banken henter knap 900 millioner kroner ved aktieemissionen.

* Advokat Niels Heering vælges i midten af november som ny formand i Amagerbanken. Han afløser N.E. Nielsen, der trak sig tidligere.

* Få dage efter udnævnes Steen Hove til administrerende direktør. Han sad allerede i bankens bestyrelse, udpeget af Finansiel Stabilitet. Han afløser Jørgen Brændstrup.

2011:

* 17. Januar: N.E. Nielsen forlader Advokatfirmaet Bech-Bruun, hvor han har været partner. Udtrædelsen sker med virkning fra 1. januar.

* 6. februar: Amagerbanken overtages af statens skraldeselskab, Finansiel Stabilitet.

*18. maj: Færøske BankNordik køber de sunde dele af Amagerbanken.

2012:

* 19. april: advokatundersøgelse, der er udarbejdet for Vækst- og Erhvervsministeriet, og som viser, at bankens ledelse og bestyrelse har handlet ansvarspådragende i flere sammenhænge.

* 19. juni: Dagbladet Børsen skriver, at Finansiel Stabilitet går efter N.E. Nielsen og Bech-Bruun, Årsagen er, at advokatfirmaet har en ansvarsforsikring, som betyder, at der er mulighed for at få en erstatning i hus.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...