Hele landet

Sådan giver du papirbillederne digitalt liv

Sådan bliver ungdomsbillederne Facebook-klar på et øjeblik

Arkivfoto

Arkivfoto

HELE LANDET: Hvis du er på Facebook, har du nok lagt mærke til, at der lige nu florerer en dille, som går ud på at uploade gamle billeder af sig selv.

Gerne fra en tidsalder, hvor håret var permanentkrøllet og bukserne havde svaj.

"Udfordring accepteret"-legen er sjov i gaden, og de fleste hopper nok på bølgen ved at affotografere det gamle motiv med smartphonen og lægge resultatet op bagefter.

Men når Facebook-folket har bevæget sig videre til andre virtuelle vægge, så kan du lade den aktuelle trend inspirere dig til at give de gamle papirminder nyt digitalt liv.

Du kan for eksempel investere i en multiprinter eller såkaldt flatbedprinter, der kan printe og kopiere, men også skanne dine papirbilleder eller negativer, så du kan få dem ind på din harddisk og videre ud på sociale medier - i god billedkvalitet, siger Kim Christensen, der arbejder som fotohandler i København.

- Multiprintere findes i mange versioner og prisklasser. Hvis man har et større digitaliserings-projekt, som for eksempel involverer tusindvis af billeder, kan en multiprinter klart anbefales, mener han.

Apps klarer opgaven

Du kan også lade Kim Christensen - eller en hans konkurrenter - gøre arbejdet.

Det er i længden en dyrere løsning, men hvis du for eksempel ikke har en skanner og kun skal digitalisere få billeder, så kan det sagtens svare sig at lade fagmanden stå for opgaven.

- En fotohandler vil typisk kunne digitalisere ti papirbilleder eller lysbilleder for 100 kroner. Så det er en fin løsning, hvis antallet af begrænset, siger Kim Christensen.

Du kan - naturligvis - også downloade en app, som gør dig i stand til at digitalisere de gamle motiver - helt uden brug af skannere eller fysiske fotoforretninger.

To af de apps, som ofte nævnes, er Heirloom og Photomyne.

Sitet digitaltrends.com har set nærmere på Heirloom, som kan downloades til de gængse operativsystemer iOS og Android, og som ifølge anmelderen er såre simpelt at bruge.

Når du har fundet det papirbillede, du vil digitalisere, åbner du app’en og holder den billedramme, som kommer frem på din telefonskærm, hen over det oprindelige billede.

Klik. Herefter udfører programmet - ifølge digitaltrends.com - automatisk en bearbejdning af motivet, som gør billedet pænere - uden at der er tale om egentlig photoshopping.

Photomyne fungerer på samme måde, men har lidt flere funktioner og er af samme grund ikke helt gratis.

Men ifølge macworld.com er udgiften på 39 kroner ikke dårligt givet ud.

Især hæfter anmelderen sig ved, at det er smart, at du kan digitalisere hele sider på én gang.

Konkret åbner du app’en og peger telefonen hen mod en vilkårlig side i et album eller flere billeder, som du har lagt ud på bordet foran dig, og så sørger programmet selv for at gemme hver enkelt billede i en elektronisk version.

Kim Christensen oplever som fotohandler en løbende interesse for at digitalisere fortidens papirminder, men faktisk er der lige nu mere hype omkring at gøre det modsatte.

- Jeg oplever, at det fysiske billede er blevet moderne. Det skal nok ses i tråd med andre tendenser, hvor det oprindelige udtryk får et comeback, siger Kim Christensen.

/ritzau/FOKUS

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst