Sådan kommer bilen i topform

Efter en lang vinter med sne, slud og regn trænger bilen til et eftersyn

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Centerleder Henrik Larsen fra værkstedskæden Euromaster mener, at det især er vigtigt at få tjekket bremserne. PR-foto

BILER:Så er det tid til at give bilen det glatte lag. Og det skal helst være en forårs makeover, der hverken lader tv’s boligprogrammer eller parfumesælgernes alders-udsættende hudcremer noget efter. Til gavn for udseende, holdbarhed og gensalgsværdi.

Vi har konsulteret Centerleder Henrik Larsen fra dæk- og autoservicekæden Euromaster for at finde ud af, hvordan man nemmest gør sin bil forårsklar:

- Det giver måske sig selv, men det er meget vigtigt, at du får skiftet vinterdækkene til sommerdæk, når risikoen for nattefrost er drevet over. De rigtige dæk til årstiden betyder bedre komfort og højner sikkerheden. I den lyse tid er bremselængden længere med vinterdæk end med sommerdæk, siger Henrik Larsen, som også understreger, at korrekt dæktryk og et styretøj korrekt indstillet har betydning for sikkerhed og totaløkonomi.

Vask bilen

Det burde give sig selv, men vask af bilen er nu engang en af de vigtigste ting, du kan gøre for at vedligeholde din bil. Snavset holder på vejsalt og fugt og vil ridse og beskadige lakken.

Om man skal vaske den selv eller i vaskehal, er centrum for en nærmest religiøs diskussion. Vaskehallen er god til de store flader, og en god vaskehal er ofte mere skånsom over for lakken end en vaskesvamp og en spand vand. Men du kommer ikke uden om selv at få hænderne op af lommen. Vaskehallens børster kan ikke vaske dørfalse og bunde, ligesom paneler under dørene og skærmkanter ikke bliver rene i vaskehallen.

Se bremserne efter

For at holde totaløkonomien så gunstig som mulig er det også vigtigt, at man efter vinteren får bremserne efterset, skilt ad og smurt. På den måde sikrer man sig bedst muligt mod en dyr ekstraregning til for eksempel nedslidte bremser.

- Efter en våd vinter som den seneste kan det også være en god idé at få kontrolleret de elektriske dele, da især tændingsanlæg og pærer nemt begynder at irre i fugtigt vejr.

Hvis man skal køre med campingvogn eller trailer i foråret, er det særlig vigtigt at kontrollere anhænger­trækkets elinstallation, da den ofte er meget udsat i vintervejret, siger Henrik Larsen.

Rustarbejde kan naturligvis også være påkrævet efter nogle måneder med masser af salt på vejene, og det er Henrik Larsens erfaring, at selv nye biler på ned til et år kan få rustbelægninger efter vinteren.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.