Sådan kommer danskerne til at se ud i fremtiden
Vi ændrer gradvist udseende - læs hvordan vi kommer til at se ud

Danskerne bliver mørkere i fremtiden - og tungere. Arkivfoto
DANMARK:Flere kilo tungere og med mørkere hud, hår og øjne. Sådan ser fremtidens danskere ud, når forskerne kigger i krystalkuglen og giver deres bud på, hvordan gennemsnitsdanskerens udseende vil forandre sig over tid. Det skriver Kristeligt Dagblad.
Danskernes kropsvægt er steget gennem mange år, og alene i perioden 1987-2005 tog begge køn seks kilo på i gennemsnit, viser tal fra Statens Institut for Folkesundhed, SDU. Den udvikling vil med al sandsynlighed forsætte i de kommende år, siger Knud Juel, der er professor ved instituttet.
- Jeg bliver meget overrasket, hvis vægtkurven knækker inden for de kommende årtier. Mit bud er, at gennemsnitsvægten fortsat vil vokse. Intet tyder på det modsatte, siger han.
Vægten stiger
I dag vejer danske kvinder godt 62 kilo og mænd 68 kilo i gennemsnit.
At danskerne slæber rundt på stadig flere kilo skyldes primært deres kost- og motionsvaner, siger professoren.
- Der er jo masser af kampagner, som prøver at bremse udviklingen og få folk til at røre sig mere, drikke mindre og spise sundere. Problemet er, at vi sagtens kan komme gennem dagen uden at røre os, og at det er nemt og billigt at spise usundt. Så kurven er kun forsat én vej, og det er op.
Bliver ikke meget højere
Den øgede kropsvægt kan ikke forklares ud fra en tilsvarende stigning i danskernes højde. For selvom folket er skudt i vejret over en lang årrække, ser danske mænd og kvinder nu ud til at have nået en gennemsnitlig øvre højdegrænse på henholdsvis 180,5 cm og 167,5 cm.
Det fortæller Kim F. Michaelsen, som er professor i børneernæring ved Københavns Universitet og har forsket i danskernes højde ud fra de mål, som bliver registreret hos mænd til militærsession.
- Skandinaver og hollændere er de højeste folk i Europa. Højden er langsomt steget gennem mange årtier, men i 1985 stagnerede væksten. Det ser ud til, at vi har nået det genetiske potentiale for vores højde, siger han.
Forbedrede forhold
De mange års vækst skyldes primært forbedrede forhold omkring ernæring og infektioner tidligt i livet. At højden er stagneret skal altså ses som et udtryk for, at forholdene i vores første leveår efterhånden er optimale, siger Kim F. Michaelsen.
- Vi forventer altså ikke, at danskerne gennemsnitligt vil vokse yderligere. Men folk i vores nabolande og u-lande vil sikkert fortsat blive højere i takt med, at deres betingelser de første leveår også forbedres, siger han.
Vi bliver mørkere
Mens der altså ikke vil ske den store udvikling i danskernes gennemsnitshøjde fremadrettet, vil ændringer sandsynligvis kunne spores i folkets hud-, hår- og øjenfarve, som alle vil antage mørkere nuancer end i dag.
Det fortæller Peter K. A. Jensen, som er overlæge, klinisk lektor ved Aarhus Universitet og har skrevet en række bøger om menneskets oprindelse og udvikling.
- Selvom arvegangen er mere kompleks end som så, vil to mennesker med henholdsvis brune og blå øjne have størst chance for at få et barn med brune øjne. Det samme er formentlig tilfældet med hud og hår. Eftersom vi i dag lever i en globaliseret verden med stor ind- og udvandring landene imellem, er der derfor stor sandsynlighed for, at en større del af danskerne vil få mørkere øjne, hud og hår på sigt.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.