Sådan ligger landet

Vælgerne i de største byer hældte til Lykketoft, mens landboerne ville have Fogh. Skellet mellem randområde og by er blevet mere markant, mener forsker

En rød bastion. En radikal højborg. Venstres fundament. Traditionelt har de danske partier haft deres faste støtter rundt omkring i landet. Skive-egnen var radikalt territorium. Større byer som hovedstaden, Århus, Odense og Aalborg var socialdemokratisk område. Landet sad Venstre på, ligesom de selvstændige stemte konservativt. Men den politiske geografi har ændret sig – og så alligevel. Kigger man på tallene for det nyligt overståede folketingsvalg er det stadig i byerne, hvor partierne, der ville have haft Mogens Lykketoft som statsminister, står stærkest. Det skyldes ikke mindst den radikale fremgang, der til gengæld har kostet på deres traditionelle stærke områder rent geografisk, vurderer Jakob Rathlev, der har analyseret vælgerbevægelser og er ph.d.-studerende i politik og administration på Aalborg Universitet. - De Radikale er i den grad blevet et by-parti, men det er gået skidt for dem i Skive-området, der ellers har været deres højborg. Men De Radikale er heller ikke længere det parti, vi kendte for bare få år siden. De vil for eksempel have skattelettelser til de høje indkomster, siger Jakob Rathlev. Han giver den gamle højre-venstre akse, der primært kiggede på fordeling, en ny dimension: Værdier. Og De Radikale er et godt eksempel på et parti, der ligger til højre på fordelingspolitikken, men til venstre på værdispørgsmål som for eksempel udlændingepolitikken. De røde byer Paradoksalt nok står også Socialdemokraterne stadig stærkt i de større byer som Randers, Århus, København, Odense og Aalborg. I Odense og især i Aalborg er det gamle arbejderparti gået mindre tilbage end på landsplan. Men sammenlignet med fortiden er det i dag helt andre vælgere, der stemmer socialdemokratisk. - De klassiske røde stemmer findes ikke mere. Arbejderne stemmer ikke længere kun på S, men også på Venstre og Dansk Folkeparti. Den politiske og sociale geografi har ændret sig meget. Vestjylland er ikke længere nok til at sikre KristenDemokraterne, Nordjylland er ikke længere den røde højborg, den var. Vælgerne er langt mere fleksible i forhold til, hvem de stemmer på, vurderer lektor og valgforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet. - En arbejder skammer sig ikke længere over at stemme Venste eller Dansk Folkeparti. Det havde han måske gjort for blot nogle få år siden. Den lille mand har ikke længere noget entydigt parti, der appellerer til ham. Han kan i dag gå til både DF, V og Socialdemokraterne, siger valgforskeren. Socialdemokraternes vælgere skal i dag primært findes inden for to grupper, mener Jakob Rathlev. - Det er faktisk kun blandt offentligt ansatte og de studerende, at de har et reelt fodfæste. Det er et kup for Anders Fogh Rasmussen, at han har kunnet kaldet arbejderklasen til sig. Han og Venstre appellerer meget bredere end Socialdemokraterne. Selv om partierne er næsten lige store, har Venstre et meget bredere grundlag – de har flere ben at stå på, siger Jakob Rathlev. Men det kan også være en fare i længden. - Hvis man vil gøre alle glade, ender man ofte med at gøre ingen glade. Men selv om Venstre er gået tilbage, er Anders Fogh Rasmussen stadig statsminister. Han har formået at gøre det. Det var først til sidst i valgkampen, at Venstre gik tilbage. Det kan skyldes, at Christian Mejdahl pludselig sagde "efterløn", men de stemmer der har forladt partiet på grund af det, er sandsynligvis gået til DF, for ikke mange anser S for troværdige på det spørgsmål, mener Jakob Rathlev. DF og byerne Mens Dansk Folkeparti på landsplan gik frem til 13,3 procent af stemmerne, så er de bemærkelsesværdigt mindre i byerne end i landområderne, hvor langt de færreste indvandrere bor. - Der er faktisk en tendens til, at jo tættere man bor på indvandrere, jo mere tolerant er man over for dem. Byerne er mere multikulturelle, og her ser mange af beboerne indvandrere som en ressource, siger Jakob Rathlev, der også har et bud på en forklaring: - Vi mennesker kan være bange og mistænkelige overfor det, vi ikke kender. Man ved ikke, hvad det står for, og derfor har man så en mere defensiv tilgang. Folk ude på landet har ikke nogle positive egne oplevelser med indvandrere, fordi de ikke møder dem. Og medierne bringer sjældent historien om hende, der ikke kan få arbejde på grund af sit efternavn på forsiden, men derimod gerne den om en, der har slået ihjel og voldtaget. Det er med til at skabe et billede hos dem, der ikke selv møder nogle indvandrere, siger Jakob Rathlev. Også i Sønderjylland står Dansk Folkeparti stærkt. - Der tror jeg også det har noget med den historiske nationalfølelse at gøre. De er meget selvbevidste om at være danskere og det at have en dansk kultur. I Sønderjylland er det hjerteblod at værne om dansk kultur. De har været slugt af tyskerne, men det kan være generationsbetinget. Dansk Folkeparti har generelt et ældre vælgerkorps, siger Jakob Rathlev. De unge er røde For nylig viste en Gallup-undersøgelse, at blandt vælgere mellem 18 og 21 år ville mere end 60 procent have stemt på partier, der ville have Lykketoft som statsminister. - Det handler også om, hvilke uddannelser, de unge går på. På gymnasiet er de mere venstreorienterede, mens de der går på teknisk skole er borgerlige. Men politiske bølger kommer også i generationer, siger Jakob Rathlev. - Efter sidste valg viste en analyse, at æblet ikke falder langt fra træet. Mange er præget af, hvad deres forædre stemmer. I halvfjerdserne var der mange venstreorienterede, og deres børn stemmer også til venstre. Det kan falme, når børnene af firsernes borgelige unge bliver voksne, siger Jakob Rathlev. Ved valget gik DF, Konservative, De Radikale og Enhedslisten markant frem, mens V, CD, S og KristenDemokraterne gik tilbage. Jakob Rathlev analyserer: - Et parti, der har været ude, har det altid svært. Samtidig er CD's humanistiske linje meget tæt på De Radikales. For KristenDemokraterne tror jeg, at det har betydet rigtigt meget, at den populære Jann Sjursen forsvandt fra partiet, siger Jakob Rathlev. Enhedslisten og De Konservative har begge snuppet stemmer fra deres politiske naboer. - Enhedslisten har for eksempel stået fast på sin EU-modstand, og det kan have kostet SF. Samtidig tror jeg, at de har taget stemmer fra socialdemokrater, der er utilfredse med partiets udlændingepolitik, men ikke kan støtte De Radikales økonomiske politik, siger forskeren. - De Konservative har snuppet stemmer fra Venstre. De liberale, der vil have en klar højrepolitik på økonomiområdet har ikke andre steder at gå hen, hvis de vil have en borgerlig statsminister. Land og by er delt Jakob Rathlev ser også en stigende forskel på land og by. - I de store byer er de højeste indkomster, mange unge og, de, der er mest begejstrede for indvandrere. Det forstærkes i øjeblikket, og det er en af årsagerne til, at De Radikale går frem. Folk på landet er mere de traditionelle mennesker uden længere akademiske uddannelser. Og især randområderne drænes for unge mennesker, der flytter til de små og større byer, siger Jakob Rathlev. - Spørgsmålet er så bare, hvor grænsen går. Udviklingen er markant i Århus og København, men ikke så stærk i eksempelvis i Aalborg. Men De Radikale får bedre fodfæste også der, og den udvikling kan bliver stærkere, siger Jakob Rathlev. Johannes Andersen mener, at billedet er meget broget, og at skellet mellem land og by er meget grødet: - Det handler jo også om, at flertallet ved dette valg rent faktisk stemte borgerligt, og det får landkortet til at tilte. I byerne bor også de pensionister, der tilhører den gamle garde af arbejdere, der også stemmer på et gammelt arbejderparti, ligesom der findes mennesker på landet, der ikke kunne drømme om at stemme andet end Venstre. Når mange byer stadigvæk er overvejende røde, så er det fordi, at mange af de offentligt ansatte bor her, siger Johannes Andersen. Han forudser, at Venstre og Socialdemokraterne i endnu højere grad vil fortsætte slagsmålet om især middelklassen. - Venstre var i gamle dage bøndernes parti, men indså, at der i længden ikke var bønder nok. Socialdemokratiet er traditionelt arbejdernes parti, men der bliver færre og færre af dem. Det er nu en gang Socialdemokraternes dilemma: At finde et ståsted, der forener arbejderklassens værdier med middelklassens, siger Johannes Andersen.