EMNER

Sådan løses iPhones antennebøvl

Apple vil ikke tilbagekalde sin nye iPhone 4-mobil trods antenne-problemer. I stedet er Apple klar med en gratis løsning til kunderne.

Apples nye mobilflagskib, iPhone 4, har problemer med antennen. Hvis man holder mobilen på en bestemt måde, bliver signalstyrken så svag, at forbindelsen i nogle tilfælde ryger. Antennen er indbygget i metalrammen langs kanten af iPhone 4. Fredag svarede Apple-boss Steve Jobs igen på en pressekonference i Apples hovedkvarter i Californien, USA. Steve Jobs erkendte, at der ér problemer, men han mener, at pressen har overdrevet sagen voldsomt. Andre smartphones har lignende problemer, sagde Steve Jobs foran en storskærm med det ironiske udtryk "Antennagate". Gratis isolering til antennen Apple har ingen planer om at tilbagekalde de flere millioner iPhone 4-mobiler, som allerede er solgt eller sendt ud i butikkerne. Til gengæld vil iPhone 4-kunder nu gratis få tilbudt en slags isoleringsliste til at sætte på mobilens ramme, så antennesignalet ikke svækkes så kraftigt, når man holder på mobilen. Disse specielle hylstre/covers til iPhone 4 vil være gratis frem til mindst udgangen af september, skriver New York Times. Pris i Danmark: 7000 kr. Her i Danmark ventes iPhone 4 til salg i slutningen af juli, og - trods antenneproblemerne - bliver den bestemt ikke billig. Nogle netbutikker har allerede annonceret iPhone 4 til salg i Danmark - til svimlende priser på fra ca. 6400 op til 7000 kr. uden abonnement. Det er noget nær ny prisrekord for en mobil i Danmark.