Sådan opbygges en pensionsopsparing

Pengene går til opsparing, risikodækning samt administration

Privatøkonomi 18. september 2002 08:00

KØBENHAVN: Vi danskere investerer kraftigt i alderdommen. Sidste år indbetalte vi mere end 76 milliarder kroner på vore pensionsordninger. For de flestes vedkommende sker det via en pensionsordning på jobbet - ofte er en pensionsopsparing direkte aftalt i overenskomst eller i kontrakt. Andre har valgt en privatpensionsordning. Man kan vælge at lade sin pensionsopsparing foregå enten i et livsforsikringsselskab eller i et pengeinstitut. De fleste danskere og deres arbejdsgivere har valgt at placere pensionsopsparingen i et forsikringsselskab, fordi ordningen her som udgangspunkt er en kombination af opsparing og risikoforsikring. Banker og sparekassers pensionsordninger kan imidlertid i dag også suppleres med en risikodækning i form af gruppeliv og invalidedækning betalt ud af de årlige pensionsindbetalinger. Penge til tre formål De penge, der indbetales til en pensionsordning i et af landets livs- eller pensionsforsikringsselskaber benyttes til opsparing, betaling for den tilknyttede risikodækning samt til administration af ordningen. Det beløb, der skal benyttes til opsparing, investeres af pensionsselskabet, og der tilskrives rente på den enkelte kundes depot i pensionsordningen. Renten er sammensat af en grundlagsrente plus en bonusrente, der tilsammen udgør årets garanterede rente. De fleste selskaber melder allerede i november-december ud, hvilken garantirente man lover sine kunder for det kommende år - uagtet man jo ikke et år i forvejen kan vide, hvilket afkast man får af sine investeringer. På "gamle" pensionsordninger er grundlagsrenten 4,5 procent om året, mens der i dag på grund af den lavere inflation alene må tegnes ordninger med en grundlagsrente på 2 procent årligt. Merafkast Bonus er det latinske ord for god, men i pensionsverdenen dækker begrebet bonus over det merafkast, som pensionsselskaberne opnår af deres investeringer ud over det, som de umiddelbart har forpligtet sig til i form af grundlagsrenten. Der findes to hovedmetoder for tilskrivning af rente. I pengeinstitutternes puljepensionsordninger og i det nye Unit Link-pensionsopsparinger, hvor man i realiteten køber andele i en række investeringsforeninger, er det årets afkast - positivt eller negativt - der tilskrives. De fleste pensionskasser og pensionsselskaber tilskriver imidlertid afkast efter gennemsnitsrenteprincippet. Herved sker der er udligning af de enkelte års afkast, så de helt store udsving kan undgås. Denne udjævning betyder, at selskaberne i år med store afkast af investeringerne, ikke sender hele afkastet videre til kunderne i form af bonus, men i stedet opbygger bonusreserver. Til gengæld kan selskaberne i år med lavt investeringsafkast trække på bonusreserverne, således at kunderne får deres lovede rentetilskrivning. Men det er også bonusreserverne, der må holde for, når aktiefaldene sætter ind på børserne. Og derfor holder Finanstilsynet et vågent øje med, hvor store kurstab det enkelte selskab kan tåle. Det sker i form af grønne, gule og røde zoner. Hård ved reserverne De sidste år har været hårde ved selskabernes bonusreserver, hvilket kan ses af det afkast, som selskaberne har opnået de sidste par år sammenholdt med den rente, som selskaberne har tilskrevet kundernes pensionsdepoter. Selskaberne har lovet kunderne en rente på 4,5 procent i år 2000, 8,5 procent i 2001 og 2,5 procent i de første seks måneder af i år. Det giver over de 2 1/2 år et samlet afkastindeks på 16,2 procent, men i den samme periode har for eksempel PFA kun haft et indekseret afkast på 1,1 procent og Danica 4,9 procent. Topdanmark Liv er undtagelsen med 17,2 procent i afkastindeks. Når renten inklusive bonus først er tilskrevet de enkelte pensionsopspareres depoter, kan selskaberne ikke trække penge tilbage. De indgår nu i den såkaldte reservekapital, som selskabet har øremærket til de enkelte pensionsopsparere. Hvor godt en pensionsopsparing udvikler sig afhænger ganske vist af tre faktorer: Forrentningen, omkostningerne til administration af ordningen og betaling for eventuel tilknyttet risikodækning. Det er de tre elementer, som selskaberne konkurrerer på. Men som det fremgår af grafikken vejer en øget rentetilskrivning på blot 0,5 procent betydelig tungere over en 35 årig periode, end en nedsættelse af omkostningerne til administration fra 6 til 5 procent af indbetalingerne eller en nedsættelse af risikodækningen med 25 procent. Men selvfølgelig: Mange bække små gør en stor å. Omvendt er læren, at det ikke kan betale sig at spare på risikodelen - for eksempel i form af invalide- og dødsfaldsdækning eller mod kritisk sygdom - når man har en pensionsordning. Så er man også dækket ind, hvis der sker noget, før man når pensionsalderen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...