Hele landet

Sådan så Danmark ud for millioner af år siden

Et nyt kort afslører, hvordan Danmark så ud, længe før det hed Danmark. Kortet hører til en doktordisputats, der er resultatet af mere end 10 års forskning

Kortene her viser de forandringer, Jylland har gennemgået. Det er ikke småting. Landet hævede sig fra havet og vandt i nogle perioder frem, mens havet i andre perioder kæmpede imod og skubbede kysten tilbage. I begyndelsen var her dobbelt så varmt, og der levede både krokodiller og hajer. Kort: Erik Skovbjerg Rasmussen/GEUS
Kortene her viser de forandringer, Jylland har gennemgået. Det er ikke småting. Landet hævede sig fra havet og vandt i nogle perioder frem, mens havet i andre perioder kæmpede imod og skubbede kysten tilbage. I begyndelsen var her dobbelt så varmt, og der levede både krokodiller og hajer. Kort: Erik Skovbjerg Rasmussen/GEUS

HELE LANDET: Da Danmark begyndte at opstå for 23 millioner år siden, skete det faktisk som en massiv udvidelse af Norge.

Det betyder dog ikke, at her var koldere - tværtimod var landet i denne periode omtrent dobbelt så varmt, og man kunne blandt andet støde på kæmpehajer og krokodiller.

Det er et udpluk af den detaljerede viden om Danmarks og resten af verdens geologiske udvikling, som nu er samlet i en ny doktordisputats fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS).

- Det her er nok en af de mest detaljerede rekonstruktioner, der er lavet noget sted i verden af, hvordan jorden har set ud millioner af år tilbage i historien, siger geolog Erik Skovbjerg Rasmussen fra GEUS, der er forfatter til den nye doktordisputats, til Videnskab.dk.

Den samlede viden om jordskorpebevægelser, flodaflejringer og klimaets bevægelser omkring Danmark fremgår af en serie landkort, der strækker sig 23 millioner år tilbage i tiden.

De fortæller om perioder med istider, hvor iskapper på Sydpolen sørgede for, at det globale havniveau faldt, og landet vandt frem.

Omvendt steg havniveauet med omkring 25 meter under de globale opvarmninger, der i perioder gjorde Danmark til et land med tempereret-subtropisk klima.

- Det har været et rigtigt dejligt feriested, bortset fra, at der var krokodiller, så man skulle nok se sig lidt for, inden man fandt et godt sted at solbade," siger Erik Skovbjerg Rasmussen.

Krokodillerne var ikke engang de mest frygtindgydende - ved Gram og Horsens er der fundet to kæmpestore tænder fra historiens største haj, Megalodon.

Det samlede billede af Danmarks historie er i virkeligheden en sidegevinst af Erik Skovbjerg Rasmussens jagt efter depoter af grundvand.

Forskningen har dermed også resulteret i fundet af et nyt grundvandsmagasin i Midtjylland kaldet Billund Formationen, som sivede ned fra regnvand for omkring 1.000 år siden.

Grundvandsmagasinet ligger mellem 150 og 250 meter nede i jorden, og er derfor relativt beskyttet for moderne menneskers indflydelse.

Men efterhånden, som man tapper vandet, kan det stadig vise sig at være sårbart over for vores brug af sprøjtemidler og dumpning af affald, fortæller Erik Skovbjerg Rasmussen til Videnskab.dk.

Læs også: Danmark får flere øer

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden