Sådan skal du motionere hvis du vil tabe dig

Vejer du for meget, og vil du tabe dig hurtigt? Så se her, hvordan du bedst motionerer dellerne væk.

Mange af os vejer lige et par kilo for meget. Og når pilen på badevægten flintrer den forkerte vej, er det oplagt at spurte hen i nærmeste motionscenter for at få brændt den overflødige fedt væk. Danmarks største fitnesskæde Fitness World har udregnet, hvor mange kalorier, man forbrænder på forskellige typer motionshold. Se listen her (PDF-fil) . Gå i stedet for at løbe Men selv om nogle motionsformer forbrænder ekstra mange kalorier, er det ikke nødvendigvis den motionsform, som giver størst vægttab hurtigt. Ifølge alive.dk skal man vælge sin motionstype med omhu for at tabe sig mest på kortest mulige tid. En lav motionsintensitet over længere tid forbrænder mest fedt. - Selv om man forbrænder lige mange kalorier ved for eksempel 20 minutters løb og 60 minutters gang, så vil den højere intensitet ved løb medføre, at man først og fremmest henter energien fra kulhydrater, for eksempel glykogen i muskler og lever. Noget man ikke taber sig synderligt af, da disse depoter fyldes igen ved næste måltid, siger professor og idrætsforsker Michael Voigt fra Aalborg Universitet til alive.dk. Og tilføjer: - 60 minutters gang vil derimod påvirke stofskiftet til at hente energien fra kroppens fedtdepoter og dermed medføre et større vægttab.