Sæby

Sådan skulle alle skoledage være

SÆBY:Solen skinner, safterne stiger og dagene bliver længere. Foråret er her, og det er altså ikke særlig sjovt at opleve det fra et klasseværelse. Ikke overraskende var der derfor masser af smil og fjanteri i går hos Team Rønnow i Sæby, der nærmest var blevet besat af 20 piger fra Sæbygårdskolen. Og så endda i skoletiden. Der er dømt emneuge med den overordnede overskrift "Krop, bevægelse og velvære". Som noget helt specielt er 30 forældre koblet på emneugen, og de tager sig af en masse aktiviteter, der ikke har spor med den almindelige skema-undervisning at gøre. Eleverne får således lov til at prøve kræfter med alt lige fra boksning til bygning af tømmerflåder. 20 piger havde altså valgt at gi' den som frisører og kosmetologer, og de brugte selvfølgelig hinanden som "forsøgskaniner". I dagens anledning havde salonindehaver Hanne Thellufsen lukket forretningen om formiddagen. - Det er rigtig sjovt. Pigerne elsker det her, og flere af dem har virkelig flair for lægge make up og sætte hår. Vi andre går til hånde og og kommer med gode råd, fortalte Hanne Thellufsen. Vil væk "Vi" var tre frisører og en kosmetolog, der demonstrerede deres håndværk og fortalte om modestrøminger inden for make up og hår. Med fra Sæbygårdskolen var blandt andre Trine Brandenhoff og Chanette Frahm Rasmussen. Førstnævnte satte venindens krøller op til narrestreger. - Det er rigtig sjovt, og for nogle år siden drømte jeg om at blive frisør. Nu vil jeg gerne være noget "større og mere". Jeg vil bare væk fra den her by. Den er for lille, sagde Trine Brandenhoff, mens hun masserede skum ind i venindens krøller. Viceskoleinspektør Bjarke Linemann, Sæbygårdskolen, fortæller, at der ligger et stort arbejde bag emnugen. Mange forældre skulle tages i ed. - Men vi har fået en fantastisk opbakning fra forældrene. Mange har taget fri- eller feriedage for at kunne være med. Det er virkelig flot, siger Bjarke Linemann.