Sådan slipper du for duer på altanen

Det kan være hyggeligt at følge et kuld due-unger på tæt hold, men der følger problemer med

Ekskrementer fra duer er fyldt med bakterier og syre. Arkivfoto

Ekskrementer fra duer er fyldt med bakterier og syre. Arkivfoto

DANMARK:Netop nu bygger duerne rede, og altaner er et yndet sted for fuglene at opfostre deres unger. Selv om det kan være hyggeligt at følge et kuld unger helt tæt på, så giver duerne også problemer med støj og klatter. Når duerne har etableret sig på altanen, så er det svært at få dem til at flytte igen.

Selv få due-par kan skabe problemer i en ejendom. Deres karakteristiske, vedholdende kurre-lyde starter før solopgang og er stærkt generende for folk, der har svært ved at sove eller har koncentrationsbesvær. Desuden efterlader duerne klatter på møbler, vasketøj og facade.

Når man opdager, at duerne er ved at bygge rede, så bør man straks fjerne den. Til at starte med ligner det ikke en klassisk fuglerede, men i højere grad en dynge dueklatter med lidt pinde og fjer.

Husk gummihandsker

Ifølge Peter Fisker Lassen fra Roskilde Skadedyrsservice er det vigtigt at tage gummihandsker på, inden man sætter sig for at fjerne en due-rede:

- Duernes ekskrementer er fyldt med bakterier og syre. Skrab reden af og vask omhyggeligt med ”Rodalon Ude” for at fjerne bakterier og lugt, siger Peter Fisker Larsen og tilføjer:

- Den eneste måde til at undgå duer på altanen er at montere et beskyttelsesnet. Løsningen er dog bedst egnet til indbyggede altaner, og nogle steder er det ikke tilladt at montere disse net.

Lotte Andreasen fra hjemmesiden Altan-Inspiration.dk har modtaget mange læser-råd til at skræmme duerne væk, men som hun siger, så er de ”ikke nemme at narre”:

- Nogle anbefaler rovfugleklistermærker på vinduerne, andre at man sætter fugleskræmsler, figurer af ugler eller skinnende cd-skiver op i altankasserne. Ingen af delene har dog vist en langtidsholdbar effekt, da duerne hurtigt vænner sig til de nye omgivelser.

/BLM/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden