Sådan tjekker du selv pålægget

Tips til hvordan man undgår at få dårligt pålæg med hjem fra supermarkedet

Som forbruger kan man jo ikke selv undersøge pålægget for kimtal. Til gengæld kan man følge de tips, som Forbrugerinformation og Tænk & Test har til, hvordan man undgår at få dårligt pålæg i madpakken. Ude i butikkerne er det vigtigt at holde øje med datomærkningen og købe så friskpakket som muligt. Vend pakken og se om der er dråber i pakken. Er pålægget vådt, kan det nemlig være tegn på bakterievækst eller at det har været opbevaret ved for høj temperatur. Der lyder også et råd om at lade være med at købe pålæg, hvor vakuumpakningen er punkteret eller er udspilet. Det sidste gælder det pålæg, som er pakket i plastbakker med påsvejset låg. Det kan også være tegn på bakterievækst. Se også på farven. Eksempelvis hamburgerryg skal have en ensfarvet, lyserød farve. Grå, blege og gullige farver er et tegn på, at der gang i nedbrydningen. Når først pålægget er kommer hjem i køleskabet, og det er tid til at smøre en mad, er der også mulighed for at tjekke pålægget yderligere. Sæt pegefingeren på pålægget og løft fingeren. Hvis man trækker en "tråd" med, er det tegn på bakterievækst. Det gælder også, hvis overfladen er meget fedtet. Brug næsen. Kødet kan have en afvigende lugt af forskellige årsager. En skarp og syrlig luft tyder på, at der er mælkesyrebakterier og gær, hvorimod en sødlig, blomsteragtig lugt også er et tegn på nedbrydning. Det er svært at smage om kødpålægget er dårligt, når det er røget, saltet eller krydret. Vær også opmærksom på, at holdbarhedsdatoen på pakken gælder for en uåbnet pakke. Når først pakken er åben, kan pålægget holde sig højst tre til fem dage. Hvis man som forbruger kommer hjem med en pakke pålæg, som ikke er i orden, så lever den tilbage til butikken og klag.