Sådan undgår du lommetyvene i julen

Lommetyve er overalt. Og når julegavekøbene for alvor går i gang, står tyvene klar til at stjæle fra nemme ofre.

Adam Anker-Møller
Lommetyve er overalt. Og når julegavekøbene for alvor går i gang, står tyvene klar til at stjæle fra nemme ofre.
Tyverier 18. december 2011 05:00

- En kriminel lommetyv er som et rovdyr, der altid går efter et let bytte. Sådan siger Kenny Quinn. Han har siden 1985 arbejdet og optrådt som professionel lommetyv i cirkusser og varietéer over hele Europa. Han er oplært i det, han selv kalder "lommetyveriets ædle kunst", af den legendariske lommetyv Gentleman Jack, og han bruger nu sin ekspertise i faget til at underholde og undervise både publikum og politi over hele Europa. Fra 17. november til 10. december var Kenny Quinn en del af Aalborg Vinterrevy 2011, og NORDJYSKE tog en strøgtur sammen med ham for at se, hvordan en lommetyv typisk arbejder. Og også for at advare folk om, at de kan være lette ofre, selvom de ikke tænker over det. Farlige fordomme For de fleste af os er lommetyve tvivlsomme personer, der går i slidt tøj, ser usoignerede ud og taler med en tyk, østeuropæisk accent. Vi kan alle sammen spotte dem på lang afstand, og vi er sikre på, at et lommetyveri aldrig vil ske for "sådan en som mig". Men sådan forholder tingene sig slet ikke, og det kan i sidste ende være farligt at tro, man ved alt om de langfingrede tyve. - En lommetyv går pænt klædt. Han skiller sig ikke ud, og han vækker ikke opsigt. Det er den eneste måde, han kan komme tæt på sit offer. Og det giver ham også muligheden for færdes i dyre forretninger, hvor folk har mange penge, siger Kenny Quinn. En anden fejlagtig fordom er, at man evigt og altid skal passe på ikke at blive bestjålet, når man er i storbyer rundt omkring i verden. Sådan er det slet ikke, og i virkeligheden kræver det mere list end som så at stjæle fra et intetanende offer. - Det er ikke som i film, hvor tyven bare støder ind i sit offer. Så nemt er det slet ikke. Man skal meget tæt på sit offer, og en dygtig lommetyv udnytter offerets uforsigtighed til at komme helt tæt på i de 15 sekunder, det tager at stjæle en tegnebog, siger Kenny Quinn. På udkig efter ofre Tilbage i Aalborg står Kenny Quinn og er på udkig efter folk, der har gjort sig til nemme ofre for en lommetyv. Ikke for at stjæle fra dem - men for at hjælpe aalborgensere, der måske ikke er klar over, hvordan man bedst undgår, at tyven får kløerne i tasken. - Det er ofte kvinder, der er lette ofre. De går med deres håndtaske over skulderen, og de har ingen anelse om, at man nemt kan få fingrene ned i den, siger Kenny Quinn. Dagens første potentielle offer er Marianne Vilgaard. Hun har netop været på indkøb i Salling, og hun har både indkøb og tegnebog i en rygsæk på skulderen. Den slags er lige til at gå til for en lommetyv. - Selvom man synes, man har overblik over sin taske, når den sidder på ryggen, er det ikke nok at kunne mærke den. Man skal kunne se den. Og det er svært, når den sidder på ryggen. Det er jo ikke et problem her, hvor der ikke er så mange mennesker, men hvis man står i kø i en butik, tænker man ikke nødvendigvis på sin taske. Derfor skal den ikke sidde på ryggen, men den skal om foran, hvor man kan holde øje med den, siger Kenny Quinn. Faktisk ved Marianne Vilgaard godt, hun har dummet sig, da hun bliver konfronteret med det. Men som mange andre tror hun fejlagtigt, at der ikke er lommetyve i en by som Aalborg. - Der er lommetyve i alle danske storbyer. Og med storbyer mener jeg ikke kun København, Århus, Odense og Aalborg. De er også i mindre byer som Thisted. Tyvene tager typisk fra by til by og er sjældent det samme sted mere end et par dage ad gangen. På den måde undgår de at blive genkendt, siger Kenny Quinn. Vær bare rolig Nu lyder det måske alt sammen meget farligt og overvældende. Men du skal ikke være bange for at blive bestjålet hver gang, du bevæger dig uden for din gadedør. Det handler blot om at vide, hvornår man lige skal tænke sig om en ekstra gang. - Skal du en tur i stormagasin og købe gaver, skal du tænke dig om. Det samme gør sig gældende, hvis du kører i bus eller tog. Men man behøver ikke være nervøs, fordi man skal ud i den friske luft på en strøgtur i Aalborg, siger Kenny Quinn. Han fortæller dog, at det er vigtigt at være forsigtig netop nu i juletiden, hvor lommetyve har rigtig gunstige vilkår. - Det er en rigtig god årstid for tyvene. Der er rigtig mange, der skal købe julegaver, og der er rigtig mange, der skal bytte dem bagefter. Det giver fyldte butikker med lange køer, hvor man nemt kan få sin hånd ned i en taske uden at blive bemærket, siger han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...