Sådan vælger du den rigtige sofa

Her er en guide til, hvordan du vælger den helt rigtige til netop dit behov

Overvej, hvordan du og familien skal bruge sofaen, så I kan vælge den helt rigtige til jeres behov. Foto: Iris/Scanpix
EMNER 8. marts 2014 16:19

DANMARK: I sofaen slapper vi af, ser TV, drikker kaffe, tager eftermiddagslur, laver lektier og meget andet, så det er et utrolig vigtigt møbel i mange hjem.

Skal du ud og købe ny sofa, så har IDEMøbler lavet en guide til, hvad du skal tænke over, inden du køber.

1. Hvad bruger du sofaen til?

Skal du mest bruge sofaen til at sidde i, så gå efter en sofa med faste hynder, der giver støtte til lænden og ryggen.

Sædedybden på sofaer varierer meget, så overvej, hvor ret i ryggen, du ønsker at sidde. Foretrækker du at sidde oprejst, så vælg en sofa, der er mindre dyb og har høj ryg.

Det kan være flot at stille to ranke sofaer overfor hinanden, og praktisk er det også, hvis du f.eks. ofte har gæster på besøg.

Elsker du derimod fornemmelsen af at ”synke ned” og ligge i sofaen, så kan en sofa med ekstra dybde og bløde puder være at foretrække. Jo dybere sædet er, jo mere tilbagelænet bliver din holdning.

En blød flydersofa er et oplagt valg, hvis du synes, det er rart at smække benene op og slappe af med en god film.

De fleste flydermodeller bygges ud af moduler, så sofaen kommer til at passe lige præcis dig og din familie. For de ekstra magelige er der chaiselong og puf, som hurtigt bliver populære siddepladser hos familiens mindste og kæledyr.

2. Stof eller læder?

Har du små børn, hunde, katte og mange gæster, så vil betrækket slides hurtigere, end hvis du er enlig og ikke er hjemme ret ofte.

Både læder og stof kan være slidstærkt, men læder har den særlige fordel, at det får smuk patina af at blive brugt.

Vælg en lædersofa, hvis du vil have det luksuriøse look og samtidig være sikker på, at din sofa holder længe.

En stofsofa er blød og behagelig. Modsat læder, der kan være koldt at sætte sig i, er stofsofaen varm med det samme. Betrækket kan være fremstillet af uld, hør, bomuld eller syntetiske fibre og mange fås med anti-smuds behandling, som gør materialet slidstærkt. Tilføj puder og plaider for at gøre sofaen ekstra magelig.

3. Hvor skal sofaen stå?

Rummets størrelse, lysindfald og indretning er vigtige ting at have med i dine overvejelser, når man skal vælge ny sofa.

Er din stue lille, så vælg en let sofa på høje ben. Tilsæt eventuelt en lænestol ved siden af sofaen, så du får en ekstra siddeplads. Tænk også over farven på din sofa, hvis den skal stå i et lille rum, for lyse farver giver en let stemning, hvorimod en mørk sofa suger lyset til sig og får rummet til at virke mindre.

I en stor stue har du større frihed til at vælge farve og form på din nye sofa. Tænk over, hvilke møbler du ellers har i rummet, så sofaen får en flot sammenhæng med resten af boligen.

Skal der være plads til hele familien, kan du med fordel vælge en hjørnesofa til stuens ene hjørne og på den måde lave en rigtig hyggekrog.

/BLM/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...