Sådan vil regeringen sikre bedre mobil og bredbånd

Regeringen er klar med en række initiativer, der skal forbedre bredbånd og mobildækning i hele Danmark.

Sådan vil regeringen sikre bedre mobil og bredbånd

Her er nogle af hovedpunkterne i regeringens plan "Bedre bredbånd og mobildækning i hele Danmark", som erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) og minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen (S) har fremlagt onsdag.

Mobildækning:

* Der er fire mobilnet i Danmark (TDC, Telenor, Telia og 3). Mobilselskaberne lever op til dækningskravene i deres tilladelser, og set i international sammenhæng er mobildækningen ifølge regeringen god.

* Men regeringen vil alligevel fjerne barrierer, så mobilselskaberne får mere mod på at investere i nettenes udbygning også i tyndt befolkede områder.

* Konkret vil regeringen blandt andet forbedre mulighederne for at opstille mobilantenner i åbent land.

Regeringen vil ændre planloven, så der ikke længere kræves landzonetilladelse til etablering af antenner på eksisterende master, som anvendes til offentlig mobilkommunikation, samt på siloer og høje skorstene.

* Regeringen vil sætte fokus på, at mobildækning indtænkes i større bygge- og anlægsarbejder, så man sikrer, at der bruges materialer, der ikke forstyrrer mobildækning.

* Regeringen anbefaler mobilselskaberne at give deres kunder mulighed for at opnå bedre indendørs dækning gennem markedsføring af såkaldte femtoceller til private husstande og minibasestationer til erhvervslivet.

Bredbånd:

* Regeringen fastsætter et mål om, at alle husstande og virksomheder i 2020 skal have adgang til en bredbåndsforbindelse med mindst 30 Mbit/s upload og 100 Mbit/s download.

* Lettere opsætning af antenner: Regeringen har fremsat et forslag til ændring af planloven, som forenkler og forkorter ansøgningsprocesserne for kommunerne til opsætning af nye antenner i det åbne land.

* Krav til udbydere: I kommunale indkøb og ved statens frekvensauktioner skal der stilles krav om dækning til udbyderne.

* Nøddrift: Regeringen fremsætter et lovforslag om etablering af nøddrift.

Det skal sikre, at borgere og virksomheder undgår at miste deres dækning, hvis udbyderen går konkurs, som det skete for internetudbyderen Skyline sidste år. Her mistede flere tusinde danskere deres forbindelse i en periode.

* Udspillet indeholder i alt 22 initiativer, hvor en række på kort sigt vil give bedre bredbånd. For at sikre, at målsætningen bliver nået, vil regeringen i 2017 evaluere indsatsen og se, om initiativerne er nok eller, der skal mere til.

(Kilde: "Bedre bredbånd og mobildækning i hele Danmark", Ministeriet for by, bolig og landdistrikter)

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst