Sådan virker det

TopLotto lokker med, at man ikke skal ramme 7 ud af 36 tal, som normalt hos Dansk Tipstjeneste. Deltager man i spillet via TopLotto, kan man nøjes med at ramme seks vindertal, idet TopLotto altid garanterer, at det syvende og sidste tal er et vindertal. "Det avancerede lottosystem, som er udtænkt af en af landets førende eksperter", er i virkeligheden såre simpelt: Man laver 30 Lotto-rækker, hvor de seks af tallene går igen på alle rækker, eksempelvis 1,2, 3, 4, 5 og 6. De resterende 30 tal - fra 7 til 36 - er med på hver sin række, og dermed er man sikker på altid at ramme et af de resterende 30 tal. TopLotto "parrer" sine medlemmer i små klubber med hver 15 medlemmer. Da hvert medlem betaler 20 kroner om ugen, er der indtægter på 300 kroner fra hver klub. Men der spilles kun de 30 Lotto-rækker, svarende til en udgift på 90 kroner. Folkene bag TopLotto fastholder, at der er tale om "et pissegodt system". At det fungerer, illustrerer de ved at nævne, at én af klubberne har ramt alle syv rigtige vindertal, og at man i de seneste fire uger har haft seks rigtige tre gange.