Sårbare mødre er blevet selvsikre

FOREBYGGELSESundhedsplejerske håber, at politikerne vil bevilge 75.000 kroner, så mødregruppe i Arden kan åbne igen

EMNER 6. oktober 2002 08:00

ARDEN: Fremtiden for en mødregruppe på Arden Erhvervsskole er uvis, efter at Nordjyllands Amt har sagt nej til at forlænge den økonomiske støtte. Mu håber sundhedsplejerske Kirsten Aagaard, at Arden Kommune vil træde til med en bevilling. De unge mødre, hvoraf et par blot er 18 år, har fået større selvtillid, og deres børn trives,og det er vigtigt, at ordningen fortsætter, siger sundhedsplejersken. Nu ligger bolden på Arden Kommunes banehalvdel. Sagen kommer i børne- og kulturudvalget på et af møderne i oktober. Kirsten Aagaard har skrevet en rapport om de gode erfaringer med gruppen. Hun håber, at byrådet i Arden kan finde de 75.000 kroner, det koster at undervise en gruppe på fem-seks kvinder, der har det til fælles, at de i en meget tidlig alder har fået en baby. Kirsten Aagaards tavshedspligt forbyder hende at uddybe de enkelte mødres personlige forhold, men så meget kan hun sige, at kvinderne ville have været dårligere stillet uden den hjælp og støtte, de har fået i mødregruppen. - Men det er jo det, der er så svært med forebyggelse. Hvordan bevise det? I dag er børnene så velfungerende og fine i tøjet. Mødrene har fået mere selvværd og viser stolt deres dejlige børn frem. Når politikerne ser det vil de vel tænke - det var nok gået alligevel, lyder det fra Kirsten Aagaard. Der har været ni unge mødre tilmeldt gruppen på erhvervsskolen, men i gennemsnit er der kun mødt tre-fire stykker op. Nogle af mødrene har haft familiemæssige forhold, der var svære. - I stedet for at sidde hjemme og blive mere og mere nedtrykte er kvinderne kommet i mødregruppen, hvor de har mødt ligesindede, fremhæver Kirsten Aagaard. Hun har givet gode råd om kostvaner, søvn og meget andet. Hun har vejet børnene og kommenteret deres udvikling. - Nogle har syntes, at det var svært at få amningen i gang, andre havde børn, der var urolige og syge. Når de så er kommet med øjnene hængende nede på kinderne, har vi snakket om, hvor hårdt det kan være, når man ikke får sovet, fordi barnet er uroligt, fortæller Kirsten Aagaard. Hun siger, at det er meget ensomt at være enlig mor, og at man er meget sårbar. Det er meget svært at indrømme over for andre, at den nye moderrolle kan være svær at håndtere. - Som ung enlig mor skal man faktisk være en bedre mor end hende, der har status. Det kan undre mig, at vi fortsat har en kultur, hvor unge mødre er så meget i søgelyset. De er så bange for sladder, for at det kommer til at se ud, som om det ikke kan klare det. - I mødregruppen har kvinderne haft et fristed, fordi de alle er i samme båd. De har snakket om tingene og grinet af de fordomme, som andre har om dem, beretter Kirsten Aagaard, der har gjort meget ud af at fremhæve kvindernes stærke sider og alle de positive aspekter ved at være ung mor.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...