Såret dansk soldat evakueres til Tyskland

Meldes i stabil tilstand og er fløjettil behandling på Ramstein-militærbasen

KØBENHAVN:Den bornholmske soldat, som onsdag morgen blev ramt i hovedet af fjendtlige skud i militærlejren Musa Qala i det sydlige Afghanistan, bliver nu evakueret fra Afghanistan til en militærbase i Tyskland. Det oplyser Hærens Operative Kommando (HOK). - Den danske soldat, der blev alvorligt såret af et skud i hovedet onsdag morgen, er blevet behandlet og stabiliseret på felthospitalet i Kandahar. Herfra vil han snarest bliver fløjet til den militære base i Ramstein i Tyskland for at blive viderebehandlet, oplyser Hans Vedholm, presseofficer i HOK. Soldaten fra 1. lette opklaringseskadron ved Almegårds Kaserne på Bornholm blev ramt, da han var på vagt i militærlejren. Han kom straks under lægebehandling og blev fløjet med helikopter til et militærhospital i Kandahar, hvor han hurtigt kom på operationsbordet. Ingen af de øvrige danske soldater kom til skade under angrebet, selv om der blev løsnet flere fjendtlige skud mod lejren. Der er i alt 290 danske soldater i den krigshærgede Helmand-provins i det sydlige Afghanistan. De fleste bor i lejren Musa Qala, mens resten lever i lejren Camp Bastion. Soldaterne kom på plads i den urolige provins, hvor både medlemmer af Taliban og al-Qaeda huserer, for en uge siden og bliver stort set udsat for angreb hver eneste dag. Men allerede inden styrken var på plads, blev de danske soldater angrebet af Taleban-tropper. Senest blev tre danske soldater såret, da de kørte på en mine under fremrykningen i det sydlige Afghanistan. Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) vurderede i juli, at sikkerhedssituationen er “kritisk” i den sydlige del af Afghanistan. Ifølge FE risikerer soldaterne selvmordsbombere og angreb fra Taliban-styrker. I alt er ca. 1700 mennesker blevet dræbt i væbnede sammenstød i Afghanistan i år. /ritzau/