Såret tyv frifundet for betjent-vold

Byretten mener ikke, at 36-årig var voldelig over for betjent, som skød ham i det ene ben

Tyverier 3. september 2002 08:00

AALBORG: Den 36-årige mand, som i juli blev skudt i det ene ben af en betjent under et indbrud i solcentret Solen ved Vesterå, begik ikke vold mod betjenten. Den konklusion nåede byretten i går frem til, da den 36-årige mand stod tiltalt for tre indbrud samt for vold mod tjenestemand i funktion. Afgørelsen kan få betydning for den undersøgelse som Statsadvokaturen i Aalborg i øjeblikket laver af sagen for at fastslå, om politibetjenten handlede korrekt eller ej ved at bruge tjenestepistolen. Den 36-årige mand blev overrasket af politibetjenten, da han efter en natlig bytur og en pludselig indskyldelse brød ind i solcentret. Han var tiltalt for at have overfaldet betjenten ved flere gange at gå frem mod ham og for at have taget halsgreb på ham, da de begge kom ned at ligge under tumulten. Nægter vold Den 36-årige har hele tiden nægtet vold mod betjenten og forklarede i går, at han end ikke var klar over, at det var en betjent, som han pludselig stod overfor. Som betjenten også selv forklarede i retten, gav han sig nemlig ikke til kende som politimand, før det hele udviklede sig. Den 36-årige var ved at smadre solcentrets overvågningsvideo for at slette eventuelle optagelser, da han ifølge sin forklaring kunne fornemme en person bag sig i det lille mørke teknikrum, hvor videoen var. - Jeg fik et slag bagfra og blev trukket ud af lokalet. Jeg gik i panik og forsøgte at løbe fra stedet, men det lykkedes ikke, forklarede den 36-årige. De to tumlede ud i solcentrets reception, hvor den 36-årige flere gange forsøgte at komme ud af døren. - På et tidspunkt fik jeg et skub eller spark i enden, så jeg faldt. Jeg forsøgte igen at åbne døren, men det lykkedes ikke. Jeg sad halvvejs på knæ ved døren, da han kom frem mod mig med pistolen. Jeg råbte: "Nej, nej, nej", og så skød han, forklarede den 36-årige. Slog med stav Betjenten sagde i retten, at det er muligt, at tyven sad halvvejs ned som beskrevet, da skuddet blev affyret. Betjenten fortalte dog også, at den 36-årige på det tidspunkt gjorde udfald mod ham igen, og at han var bange for, at han havde en kniv på sig, som han mente at have set ham slå løs på videomaskinen med i teknikrummet. Betjenten forklarede i øvrigt, at den 36-årige uden tøven var gået løs på ham ved teknikrummet. - Jeg slog på ham for fuld kraft med staven og begyndte at gå baglæns. Han forsøgte hele tiden at få fat i mig, og jeg var bange for, at han stadig havde en kniv eller lignende, fortalte betjenten. Tog halsgreb Betjenten forklarede, at han på et tidspunkt faldt baglæns over en stor potteplante, og at den 36-årige lod sig falde med ned over ham. - På det tidspunkt fik han halsgreb på mig og havde det fysiske overtag. Men så slap han mig og kravlede mod døren. Jeg kom op og trak min pistol, og da han gjorde udfald mod mig igen, skød jeg mod hans ben på et par meters afstand, forklarede betjenten. Sekunder efter kom betjentens makker, som hidtil havde holdt vagt uden for ejendommen, til hjælp. 10 småskader I sagen blev der fremlagt dokumentation for, at betjenten bagefter fik konstateret 10 mindre skader i form af hudafskrabninger og mærker, herunder let rødmen på halsen. Det mente anklageren pegede i retning af, at han blev udsat for vold af den 36-årige. Omvendt slog forsvareren blandt andet på, at det hele næppe var blevet til noget, hvis betjenten fra starten havde givet sig til kende og erklæret den 36-årige for anholdt. Retten skønnede, at den 36-årige ikke kunne vide, at han stod over for en politimand, fordi der var ret mørkt, og fordi betjenten ikke sagde noget om det. Derfor kan den 36-årige efter rettens opfattelse heller ikke have haft det fornødne forsæt til at begå vold mod tjenestemand i funktion. Retten mente heller ikke, at den tumult, der eventuelt foregik i solcentret, kan betegnes som vold i almindelighed fra den 36-åriges side, og dermed blev han helt frifundet på det punkt. Den 36-årige, som adskillige gange tidligere er dømt for tyverier, vold, grov vold og røveri, modtog dommen for de tre indbrud, som han under sagen tilstod.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...