Retspleje

Saddam i sultestrejke boykotter genoptaget retssag

AMMAN:Retssagen mod Iraks tidligere leder Saddam Hussein fortsatte ufortrødent i går, selvom hovedpersonen søndag blev indlagt på et hospital og selv boykotter sagen. Men ingen af Saddams forsvarsadvokater dukkede op i Bagdads højesteret, hvilket fik dommeren Rauf Abdel Rahman til at anklage dem for politisk spil for galleriet. Saddams halvbror og inspektør ved den irakiske efterretningstjeneste, Barzan Ibrahim al-Tikriti, blev fremstillet i retten, nægtede efterfølgende at tage imod en beskikket advokat og bad så om at komme tilbage i cellen igen. Det nægtede dommeren. Saddams advokater, hvoraf tre er blevet myrdet siden retssagen begyndte, befinder sig i Jordans hovedstad, Amman. Herfra meddelte de søndag, at de ikke ville møde op. Saddams hospitalsophold skyldes følgerne af den sultestrejke, han indledte 16 dage tidligere, og indlæggelsen rejste søndag tvivl om, hvorvidt den planlagte retssag mod ham kunne genoptages. - Hans tilstand er stabil og han er blevet indlagt til behandling på et hospital. Hans helbred er ikke forværret, og han vil blive indkaldt, når retten beslutter at høre ham, sagde en talsmand for domstolen. Saddam Hussein er anklaget for at stå bag en massakre på 148 shiamuslimer i 1982, hvilket kan resultere i dødsstraf, hvis han kendes skyldig./ritzau/AFP