Militær

Saddam næsten en engel

Jeg er en af de nyttige idioter, der synes, at Irak-krigen aldrig skulle have været startet. En af dem, der har større tiltro til overinspektør Brix' intelligens end til præsident Bush'. Jeg er også en af dem, der siger, at Saddam er en satan. Ikke fordi jeg ved så meget om det, men fordi sådan siger alle de andre. Samtlige lige fra det yderste venstre til Fogh og Møller er enige om, at Saddam skal fjernes, fordi han er et møgsvin Derfor var det med spænding og interesse, jeg gik i gang Roberto Zacharias' artikel søndag 23.3., "Saddam – en brutal tyran". Men ak. Der stod intet om Saddams andel i folkemordet i Halabja i 1988. Er det ensbetydende med, at han alligevel ikke havde noget med det giftgasangreb at gøre? Jeg får at vide, at han får fjernet sine modstandere på vej mod magten. Det kulminerer med en præsident, der får frataget sine beføjelser og bliver sat i husarrest. Føj for en skæbne. I hele artiklen er der et hav af retoriske presseformuleringer som "det siges", "efter sigende", "skulle være" er nogen af dem. Udover nogle aldre og årstal er der et eneste konkret tal – han "skulle efter sigende have over 250 paladser". Jeg vil hellere end gerne lære noget om Saddams tyranniske regimente, men den dokumentation, jeg finder i artiklen, får jo Saddam Hussein til at fremstå som en engel i forhold til de uhyrligheder, vi dagligt er vidner til af israelske politikere og militær udøver. Vagn Kofoed Stendalsvej 8, Rebild, vagn.kofoed@mail.dk