Saddam: Vi er klar til krig

Militær 19. marts 2003 07:00

WASHINGTON: USA's præsident, George W. Bush, gav tirsdag morgen Iraks præsident, Saddam Hussein, 48 timer til at forlade Irak sammen med sine sønner, ellers vil USA sammen med en håndfuld lande indlede et angreb på landet. Svaret kom midt på dagen i går: Vi overgiver os ikke og er klar til krig. - Dette forslag kom fra et tåbeligt individ. Vi vil overtrumfe ved at opfordre Bush til at forlade magten sammen med sin familie, lød det fra Saddams magtfulde søn Uday. Iraks tv viste Saddam, der iført uniform ledede et regeringsmøde. - Mødet understregede, at Irak og alle dets sønner er fuldt rede til at konfrontere de invaderende aggressorer og smide dem på porten, rapporterede irakisk tv, - Irak vælger ikke, hvilken vej det vil gå efter ordre fra en udlænding og vælger ikke sine ledere på baggrund af dekreter udstedt i Washington, London eller Tel Aviv, men gennem det stolte irakiske folks vilje, hed det i en erklæring fra regeringsmødet, som blev læst op over irakisk tv. Over en kvart million amerikanske og britiske soldater holder sig i de omliggende lande klar til at indlede angrebet på Irak. Det ventes i første omgang at blive et massivt bombardement fra luften af militære mål, muligvis i nogle dage, før en massiv landoperation sættes i gang. Irak har trukket mange militære styrker, kampvogne, artilleri og andet militært udstyr ind i Bagdad og andre byer, og det har øget risikoen for, at det vil blive et meget blodigt opgør. FN's våbeninspektører forlod i løbet af dagen den irakiske hovedstad, og flere udtrykte vrede og frustration over, at deres mission er opgivet. Bush udstedte sit ultimatum til Saddam Hussein og hans familie i en tv-tale efter at have konstateret, at Saddam lyver, og at det ikke nytter noget at fortsætte med våbeninspektionerne. - Tyrannen vil snart være væk, sagde han. Senere i går sagde udenrigsminister Colin Powell, at 45 lande indgår i den USA-ledede koalition mod Irak. I Spanien sagde dog en af Bushs mest energiske støtter, premierminister José Maria Aznar, at hans land ikke vil stille med soldater til et angreb på Irak. Adskillige ledere for større nationer var uenige og fastholdt, at der ikke findes et sagligt grundlag for at indlede et militært angreb nu. Landene i FN's Sikkerhedsråd sender deres udenrigsministre til et møde i dag om krisen i Irak, men på forhånd har den amerikanske udenrigsminister, Colin Powell, ladet forstå, at han ikke vil møde op. Sveriges FN-ambassadør, Pierre Schori, konstaterede efter Bushs tale, at "USA aldrig har været så ensom som nu". USA har ikke kunnet overbevise om, at våbeninspektørernes indsats har været forgæves, og der er heller ikke sandsynliggjort en forbindelse mellem Irak og den internationale terrorisme. USA's nye linje over for Irak er et "klart" brud på folkeretten, sagde Sveriges statsminister, Göran Persson. - Vi mener, at beslutningerne skal træffes i FN, og afvæbningen af Irak skal ske inden for folkerettens rammer. Nu bryder USA med den, og det er alvorligt, sagde den svenske statsminister. Den britiske premierminister, Tony Blair, spåede ved tirsdagens ophedede Irak-debat i det britiske underhus, at den tilstundende Irak-krig vil sætte en helt ny kurs for verdenspolitikken. Ifølge Blair findes der nu to adskilte alliancer i verden: En britisk-amerikansk, der også omfatter Spanien, Danmark og nogle af de kommende EU-lande i Østeuropa og på den anden side en som anføres af Rusland, Frankrig og Tyskland. Den russiske udenrigsminister, Igor Ivanov, mente, at den forestående krig kan true den internationale koalition mod terrorisme. I Storbritannien og andre steder i verden forberedte krigsmodstandere sig på omfattende demonstrationer, lige så snart et angreb indledes på Irak. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...