Saddam vil have sanktioner væk nu

Udenrigspolitik 9. marts 2003 07:00

Bagdad, lørdag /ritzau/Reuters Den irakiske leder, Saddam Hussein, opfordrer FN's Sikkerhedsråd til at ophæve de over 12 år gamle sanktioner mod Irak. I en erklæring, der blev udsendt lørdag efter et møde i den irakiske ledelse, hedder det, at sanktionerne bør ophæves nu i lyset af den tale, som chefen for FN's våbeninspektører, Hans Blix, fredag holdt i Sikkerhedsrådet i New York. I talen roste Blix bl.a., at Irak er i gang med at destruere de såkaldte al-Samoud-missiler, men han sagde også, at Iraks samarbejde med våbeninspektørerne ikke er helt i overensstemmelse med FN's krav om afvæbning af Irak. Den irakiske ledelse tolker imidlertid talen som om, at Blix med talen "afslørede Amerikas motiver for verden", og at Irak nu efterlever FN's resolutioner. USA og Storbritannien har afvist Iraks destruering af raketterne og andre afrustningstiltag som fup og truer med at angribe Irak for med magt at afvæbne regimet i Bagdad. /ritzau/Reuters

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...